Skolechef fra Aalborg lander stor Lego-stilling
AALBORG: Kristian Toft har været lærer i ti år, skoleleder i 15 år - og har både været direktør for DCUM (Dansk Center for Undervisningsmiljø) samt ansvarlig for skoleområdet i Aalborg Kommune.
Men nu har han fået en ny stilling - i et helt andet regi.
Han har nemlig landet en post som ny Head of Nordics i Lego Fonden, skriver fonden i en pressemeddelelse.
- Med Kristian får vi en leder, der kender børnenes hverdag fra klasseværelset, fra skoleledelse og fra det nationale niveau. Han forstår at binde niveauerne sammen og ved, hvordan man skaber varige forandringer sammen med dygtige partnere i skoleverdenen, siger Sidsel Marie Kristensen, der er adm. direktør i Lego Fonden.
Gennem sin karriere har Kristian Toft arbejdet tæt sammen med en lang række institutioner og personer inden for skoleområdet.
- Jeg er optaget af, at alle børn får mulighed for at trives, lære og dannes, styrke deres livsduelighed og opleve at have en betydningsfuld plads i stærke fællesskaber.
- Jeg glæder mig til sammen med dygtige kolleger og partnere at udvikle langsigtede løsninger, hvor leg, læring, trivsel og dannelse går hånd i hånd. For mig lykkes vi først, når vores ambitioner kan mærkes i børnenes hverdag, siger Kristian Toft.
Han tiltræder i sin nye stilling pr. 1. november 2026.