Seneste nyt
Billede beskrivelse

Stor donation skal sikre flere måltider til sygdomsramte familier

06. oktober 2026 kl. 14.01

AALBORG: Det Kærlige Måltid har modtaget 200.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld. 

Pengene skal bruges til to nye professionelle kipgryder i organisationens køkkener i Aalborg og Odense.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld.

Det Kærlige Måltid leverer hver uge gratis hjemmelavede måltider til familier, der er ramt af livstruende sygdom.

Ifølge organisationens direktør, Charlotte Thyberg, er efterspørgslen på måltiderne stigende, mens kapaciteten i køkkenerne i Aalborg og Odense er blevet en begrænsning.

- Derfor er det vigtigt, at vi har det rigtige udstyr til rådighed, siger Charlotte Thyberg.

De to nye kipgryder gør det muligt at tilberede større portioner og dermed hjælpe flere familier.

Vil øge antallet af måltider

I 2025 leverede Det Kærlige Måltid i alt 52.000 måltider til familier ramt af livstruende sygdom i Aarhus, Aalborg og Odense.

Organisationen har som mål at øge produktionen til 65.000 måltider om året ved udgangen af 2028. De nye kipgryder skal være med til at øge kapaciteten.

Det Kærlige Måltid oplyser, at organisationens evalueringer viser, at 91 procent af modtagerne i nogen eller høj grad oplever større overskud i hverdagen som følge af måltiderne. 92 procent oplever mere energi til at være sociale, mens 84 procent oplever øget appetit.

- Vi er dybt taknemmelige for støtten, for de nye gryder er en forudsætning for, at vi kan øge produktionen af måltider, siger Charlotte Thyberg.

Søger nye lokaler i Aalborg

Samtidig står Det Kærlige Måltids afdeling i Aalborg over for en flytning.

Siden 2021 har Fokus Folkeoplysning stillet lokaler på Thistedvej i Nørresundby gratis til rådighed. Organisationen er nu blevet opsagt og leder derfor efter nye faciliteter.

Ifølge Charlotte Thyberg er Det Kærlige Måltid tæt på at indgå et lejemål i Aalborg. Det vil samtidig være første gang, organisationen skal betale husleje for afdelingens lokaler.

Det Kærlige Måltid blev etableret i 2018 og har siden leveret 210.000 måltider til sygdomsramte familier. 

Omkring 320 frivillige er tilknyttet organisationen og hjælper blandt andet med at forberede og tilberede maden samt bringe måltiderne ud til familierne.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste