Offentlige toiletter flere steder i byen får en tiltrængt overhaling
AALBORG: I forvejen er Aalborg Kommunes samarbejdspartner AFA Decaux i gang med 227 buslæskærme og 83 reklamestandere.
Nu er turen dog kommet til et område, som har været plaget af mange driftsforstyrrelser i den seneste tid.
De offentlige toiletter og toiletbygninger.
I en pressemeddelelse offentliggør Aalborg Kommune således, at AFA Decaux udskifter og opgraderer en lang række toiletter med offentlig adgang - og dét på begge sider af Limfjorden.
- Der har gennem flere år været fokus på vores toiletfaciliteter, så det er bare rigtig dejligt, at vi nu får taget et stort skridt i en positiv retning. Når de gamle toiletbygninger er udskiftet, har vi et ensartet udtryk med nye indbydende og handicapvenlige toiletter fordelt i Aalborg og Nørresundby til glæde for borgere og turister, siger rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen.
De nye, offentlige toiletter bliver alle af modellen Infinity i såkaldt Holscher-design, og de forventes alle at være klar til brug inden årets udgang.
Du finder placeringen af de nye toiletter i faktaboksen nedenfor.