Nyt klubhusprojekt sat i gang på Hornevej
AALBORG: Fredag 29. maj blev der officielt taget hul på et af de mest ambitiøse udviklingsprojekter i AaB af 1885’s nyere historie.
Det skete, da første spadestik til klubbens nye klubhus på Hornevej i Aalborg Øst blev taget.
Det kommende byggeri på 1.718 kvadratmeter skal samle centrale klubfunktioner i moderne rammer med blandt andet omklædningsrum, undervisningsfaciliteter, mødelokaler og fitnessfaciliteter.
Det skriver TL Byg A/S i en pressemeddelelse.
Ved arrangementet deltog blandt andre Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen (S), rådmand Jan Nymark Rose Thaysen (V), bestyrelsesformand for AaB af 1885, Claus Fallingborg, samt repræsentanter fra samarbejdspartnere og byggeprojektet.
For AaB af 1885 markerer byggestarten en vigtig milepæl efter flere års planlægning.
- Det her er en vigtig milepæl for AaB af 1885. Klubben har arbejdet målrettet med projektet gennem flere år, og nu kan byggeriet endelig gå i gang.
- Det bliver et byggeri med stor betydning for talentudviklingen og de daglige rammer omkring klubben. Samtidig er det en investering i fremtiden og i de næste generationer af spillere og medlemmer, siger Claus Fallingborg, bestyrelsesformand i AaB af 1885.
Den lokale entreprenør TL Byg står for opførelsen af projektet og ser frem til at sætte gang i byggeriet på Hornevej 2.
- Det er en stor fornøjelse at være en del af et projekt med så stor betydning for både AaB af 1885 og Aalborg. Byggeriet har høje ambitioner, og der ses frem til at omsætte planerne til moderne og funktionelle rammer, som kan understøtte klubbens udvikling i mange år fremover, siger Rasmus Aamand Pedersen, salgs- og tilbudschef i TL Byg.
Det nye klubhus forventes at stå klar til brug ultimo maj 2027.