Billede beskrivelse

Ny rute åbner fra Aalborg Lufthavn

06. marts 2026 kl. 11.22

AALBORG: En ny direkte flyrute fra Aalborg Lufthavn giver snart nordjyder nem adgang til sol og varme ved Rødehavet.

Det egyptiske flyselskab Air Cairo åbner nemlig en direkte rute fra Aalborg til feriebyen Hurghada i Egypten.

Den nye rute får første afgang i december 2026, oplyser Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

Hurghada er kendt for sine lange sandstrande, klare vand og gode muligheder for snorkling og dykning ved Rødehavets koralrev.

Området byder også på et stort udvalg af resorts, vandsport, bådture til nærliggende øer samt udflugter til den historiske by Luxor og ud i ørkenen.

– Vi er meget glade for, at Air Cairo har valgt netop Aalborg Lufthavn som en del af deres nordiske ekspansion. Det er et stærkt signal om potentialet i det jyske marked. For os handler det om løbende at udvikle vores rutenetværk med attraktive destinationer, og den nye forbindelse til Hurghada er med til at styrke vores position som en international lufthavn med direkte adgang til populære ferieområder, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Ruten starter i vintersæsonen 2026 med første afgang den 21. december og skal flyves med Air Cairos Airbus A320neo-fly.

Billetter til den egyptiske ferieby kan købes fra den 15. marts 2026 på Air Cairos hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste