Nanna springer ud i nye eventyr i Vadum
VADUM: Trænger håret til et kærligt klip – eller måske en frisk farve? Så kan det være, at du skal slå vejen forbi Nanna Ørbech Jensen i Vadum.
Den 1. november slog hun nemlig dørene op til byens spritnye frisørsalon, HosNanna.
Salonen har hun indrettet på privatadressen – og det valg er langt fra tilfældigt.
Familie først
Nanna er oprindeligt fra Nørresundby, men hun bor i dag med sin mand og deres to piger i Vadum.
Hun blev udlært som frisør i 2017, men for fem år siden besluttede Nanna sig for at lægge saksen på hylden, da hun ventede familiens første barn.
– Det med at arbejde i salon passede bare ikke sammen med at være børnefamilie, synes jeg, fortæller Nanna som siden tog arbejde som livredder og derefter dagplejer.
Men lysten til at klippe har hun ikke kunnet slippe.
– Jeg kom simpelthen til at savne faget for meget og kunne mærke, at det skulle jeg tilbage til. For jeg elsker at være frisør.
Og derfor er hun nu sprunget ud som selvstændig med egen salon.
Hjemmesalon giver frihed
Salonen ligger i forlængelse af familiens hus i – i det, der tidligere fungerede som garage.
– Den største årsag til, at jeg har valgt at have salon herhjemme, er mine piger. Jeg vil have så meget tid med dem, som jeg overhovedet kan få. Og det synes jeg, jeg bedst kan ved at være selvstændig og arbejde hjemmefra.
Det betyder, at Nanna faktisk ikke har faste åbningstider – hvilket samtidig betyder, at hun er meget fleksibel med bookinger.
– Man kan bare skrive til mig, og så finder vi en tid. Jeg kan fx tage imod kunder, når pigerne er lagt i seng.
I sin salon tilbyder Nanna både klippe- og farvebehandlinger.
HosNanna holder til på Sneumvej 22 i Vadum.