Motion i 40 graders varme: - Nogle gange siger folk, at de hader mig
AALBORG: Måske lyder pilates og yoga i sig selv som en hård omgang. Men hvad med at gøre det i 35 til 40 graders varme?
Ligesom i Hollywood, så afføder en populær original forskellige afarter og spin offs. Og da både yoga og pilates har nydt godt af stigende popularitet, er det naturligt, at man nu også kan prøve de efterhånden velkendte motionsformer i nye omgivelser.
Det nyeste skud på stammen af varme lokale, hvor der undervises i yoga og pilates er Shape Studios Heat Club, der holder til på Løkkegade 20E.
Konceptet åbnede op i december, hvor der var mulighed for at prøve kræfter med både pilates og yoga i varme omgivelser. Siden januar har Shape Studio kørt med faste holdplaner.
- Mange skulle lige ind og se, hvad det går ud på, og om de kunne holde til varmen. Dem, der er til det, har været positive omkring det, siger daglig leder Mette Louise Bjørnbak Goul.
- Når vi er færdig med en time, så er mange udmattede. Det er meget hårdt, men det er også meget givende, tilføjer Kim Kaack, der er yoga- og pilatesinstruktør i Shape Studio, og fortsætter:
- Nogle gange siger folk, at de hader mig, imens jeg underviser dem, siger Kim Kaack med et smil på læben.
Hvis du kunne tænke dig at høre og se mere om hot yoga og pilates, og samtidig se en meget uadræt journalistpraktikant forsøge sig med det, så kan du se videoen her:
Mændene skal også med
Selvom kvinderne stadig er overrepræsenteret i kønsfordeling på de åbne hold, så har Shape Studio haft succes med at lave hold udelukkende for mænd. Også Aalborg Håndbold har været en tur forbi.
- De mænd, der har været forbi studiet har været virkelig positive omkring det. Mænd er generelt lidt stivere i leddene, så er det en fordel at træne i varmen, hvor man er lidt mere fleksibel fra starten, siger Mette Louise Bjørnbak Goul.
Hun bekræfter også, at det er et erklæret mål for Shape Studio at få flere mænd til at deltage i timerne.
- Vi vil gerne have mænd i studiet. Alle er velkomne uanset køn, alder og størrelse.