Billede beskrivelse

Kom gratis med bus og tog mod Kunsten resten af året

10. april 2026 kl. 17.00

AALBORG: Resten af året kan Kunstens nordjyske gæster få gratis transport, hvis de køber entrébillet online, når de skal med bus og tog mod museet. 

Et nyt samarbejde mellem Kunsten Museum of Modern Art Aalborg og Nordjyllands Trafikselskab (NT) vil nemlig gøre det lettere og mere klimavenligt at besøge museet.

Her er det dog værd at bemærke, at der ikke kører busser direkte til museet, hvorfor man stadig har et godt stykke at gå. De to nærmeste busstoppesteder er ved Hasserisgade (556 meter fra museet) og ved Sygehus Syd (671 meter fra museet).

Slipper for parkering

Målet er at gøre det nemmere at udforske Nordjyllands kulturoplevelser og inspirere folk til at vælge kollektiv transport. 

Tilbuddet gælder alle NT-busser og NJ-tog i hele Region Nordjylland og varer til og med 31. december 2026 som del i pilotprojektet.

- Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt at besøge Kunsten – også uden bil. Med denne aftale kan vores gæster tage bussen eller toget gratis og få en mere afslappet rejse til og fra museet. Samtidig fjerner vi noget af presset på parkeringspladserne og understøtter en mere bæredygtig måde at tage på museum, siger Lasse Andersson, der er direktør på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

Billede beskrivelse

Nordjyllands Trafikselskab er glade for, at de kan være med til at støtte op om kulturlivet.

- Hos NT arbejder vi for, at kollektiv trafik skal være et nemt og attraktivt valg i hverdagen såvel som i fritiden. Samarbejdet med Kunsten er et godt eksempel på, hvordan vi sammen med stærke nordjyske aktører kan gøre det lettere for flere at vælge bus og tog til store oplevelser, siger Sarah Guldhammer, der er leder for Marketing & Kommunikation hos Nordjyllands Trafikselskab.

Billede beskrivelse

Samarbejdet omfatter også gratis transport for de 75 nordjyske skoler, der skal besøge Kunsten i forbindelse med et undervisningsforløb om Kunstens kommende Picasso-udstilling. 

Dette tilbud gælder i hele udstillingsperioden – fra 9. maj og indtil 6. september 2026.

Praktisk information

  • Når man køber entrébillet på forhånd på kunsten.dk, får man gratis transport til og fra Kunsten med alle NT-busser og NJ-tog i hele Region Nordjylland på dagen for museumsbesøget.
  • Man viser blot sin museumsbillet i busser og tog.
  • Tilbuddet gælder til og med 31. december 2026.
  • Læs mere om det praktiske på www.kunsten.dk/NT-billet
  • Læs om udstillinger og aktiviteter på Kunsten på www.kunsten.dk
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste