Billede beskrivelse

Katteboom: Nordjyllands Dyreinternat mangler akut plejefamilier

27. juni 2025 kl. 09.00

Flaskekillinger, større killinger og kattemødre med unger strømmer netop nu ind på Dyrenes Beskyttelses internater. Også på Nordjyllands Dyreinternat i Hjallerup er presset mærkbart i disse uger.

– Det vælter i øjeblikket ind med kattemødre og killinger. Selvom vores personale arbejder i døgndrift, og vi har et korps af frivillige plejefamilier, har vi svært ved at følge med, fortæller Dyrenes Beskyttelses internatleder, Karina Fisker.

Organisationen opfordrer derfor flere til at melde sig som plejefamilie og være med til at gøre en forskel for de nødstedte dyr.

Akut brug for hjælp

Hvert år indleveres tusindvis af katte til internater landet over – nogle fundet forladt i naturen, andre afleveret af ejere, som ikke længere kan tage sig af dem.

Forår og sommer er højsæson for killinger, og det mærkes tydeligt.

– Mange af de katte, vi modtager, er i en sårbar situation og har akut brug for hjælp. Særligt de mindste killinger er afhængige af omsorg døgnet rundt. Vi håber derfor, at flere vil melde sig som plejefamilier, siger Karina Fisker.

Gør en forskel

Plejefamilier spiller en afgørende rolle i arbejdet med at sikre kattene et godt og kærligt liv.

Nogle katte har blot brug for et roligt hjem med plads og tryghed – især kattemødre med unger. Andre, såsom flaskekillinger, kræver intensiv pleje og fodres hver anden til tredje time.

Men man behøver ikke være katteekspert for at blive plejefamilie.

– Vi giver grundig vejledning og står klar til at hjælpe undervejs. Vi sørger også for foder, udstyr og dyrlægeudgifter. Som plejefamilie bidrager du med din tid, omsorg og kærlighed, siger Karina Fisker.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste