Billede beskrivelse

Jesper brugte sin søndag for børnenes skyld: - Det er en vigtig sag for mig

24. marts 2026 kl. 19.01

AALBORG: Søndag eftermiddag var frivillige over hele landet på gaden for at samle ind til fordel for organisationen Børns Vilkår. 

Med indsamlingsbøsser og adgang til MobilePay gik tusindvis af danskere fra dør til dør for at støtte arbejdet med at hjælpe udsatte børn og unge.

Også i Aalborg blev der lagt en indsats. 

Her var Jesper Pedersen blandt de frivillige, der brugte et par timer på at gå rundt i Kærby - i selskab med både sin søn og familiens hund. 

Turen gennem kvarteret resulterede i omkring 1.300 kroner til indsamlingen. 

- Jeg synes, det er indsatsen værd. Man føler sig lidt bedre tilpas med tanken om, at man i det mindste har gjort noget for at hjælpe udsatte børn. Det er en vigtig sag for mig, siger Jesper.

Han oplevede samtidig stor opbakning fra beboerne undervejs. 

- Rigtig mange donerede - flest via MobilePay, men en del gav også rede penge, fortæller han.

Landsindsamlingen til Børns Vilkår er en årlig begivenhed, hvor midlerne blandt andet går til rådgivningstilbud som BørneTelefonen samt organisationens arbejde for at styrke børns trivsel og rettigheder. 

Indsamlingen er båret af frivillige kræfter og lokal opbakning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste