Hjerteløberordning bliver fremtidssikret i ny struktur
NORDJYLLAND: Danske Regioner har besluttet at overtage driften af Hjerteløberordningen og Hjertestarter-Netværket fra 1. januar 2028.
Det får ingen praktisk betydning for hverken hjerteløbere eller ejere af hjertestartere, der er registreret i netværket.
Det betyder alene, at driftsansvaret overgår fra TrygFonden til regionerne.
Det skriver Danske Regioner og TrygFonden Hjerteløber i en fælles pressemeddelelse.
Hver dag bliver hjerteløbere i gennemsnit aktiveret 10 gange.
Det svarer til, at omkring 75 hjerteløbere hver dag året rundt lægger det, de har i hænderne, for at forsøge at redde et andet menneskes liv.
Mange af dem medbringer en af de 26.703 hjertestartere, som virksomheder, grundejerforeninger og privatpersoner har registreret i Hjertestarter-Netværket.
Indtil nu har TrygFonden haft ansvaret for drift og udvikling af ordningerne.
Nu ønsker fonden at give opgaven videre, og derfor overtager regionerne driftsansvaret for Hjerteløberordningen og Hjertestarter-Netværket fra 1. januar 2028.
- TrygFonden har lagt et kæmpe arbejde i at udvikle Hjerteløberordningen og Hjertestarter-Netværket. Det sætter vi stor pris på.
- Begge ordninger er i dag en integreret del af regionernes daglige arbejde med at hjælpe borgere, der får hjertestop. Derfor har vi forståelse for, at TrygFonden ønsker at overdrage driften til regionerne, siger Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.
Han er selv en af de mere end 61.000 danskere, der siden 2017 har meldt sig som frivillige hjerteløbere.
Regionerne og TrygFonden går nu i gang med at planlægge, hvordan driftsansvaret skal overdrages.