Seneste nyt
Billede beskrivelse

Grøn sætter 30 unikke flasker på auktion for en god sag

29. juni 2026 kl. 08.01

Når Grøn-turnéen ruller gennem landet, handler det ikke kun om musik og fællesskab.

Nu lancerer Tuborg og Muskelsvindfonden kampagnen "Fælles om at være forskellige", hvor 30 unikke Tuborg Grøn-flasker skal sættes på auktion til fordel for bedre tilgængelighed for mennesker med handicap på landets mindre spillesteder.

Det oplyser GRØN i en pressemeddelelse.

Flaskerne er skabt af glaspuster Mikkel Yerst i samarbejde med Muskelsvindfondens formand Simon Toftgaard Jespersen og konferencier Jacob Haugaard. 

De sættes på auktion i samarbejde med Bruun Rasmussen, og hele overskuddet går til projekter, der skal gøre det lettere for mennesker med handicap at opleve livemusik.

Billede beskrivelse

Ifølge Tuborg er initiativet en naturlig forlængelse af Grøn-turnéens fokus på fællesskab.

- De 30 unikke Tuborg Grøn-flasker fortæller en historie om forskellighed og er samtidig med til at samle ind til at skabe bedre tilgængelighed for mennesker med handicap på spillesteder. Grøn handler om fællesskab og om, at alle skal kunne være med, og derfor har vi i år igangsat et nyt, målrettet initiativ, der skal skabe bedre adgang til musikken - også når Grøn-turnéen er ovre, siger Christopher Bak Billing, sponsordirektør hos Tuborg.

Pengene fra auktionen skal bruges til at forbedre tilgængeligheden på mindre spillesteder rundt om i landet.

Samtidig ønsker arrangørerne at give noget tilbage til de spillesteder, som gennem årene har været med til at udvikle mange af de kunstnere, der senere har stået på Grøn-scenen.

Hos Muskelsvindfonden glæder man sig over samarbejdet.

- At skabe plads til forskelle i samfundet er en afgørende værdi for os i Muskelsvindfonden. Det er fantastisk, at vi sammen med Tuborg nu får mulighed for at give lidt tilbage til de spillesteder, som på mange måder er det springbræt, der gør Grøn mulig, siger Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden.

Han tilføjer:

- Grøn er et af årets højdepunkter for mange af vores medlemmer og for mig personligt, så det giver mig et stort smil på læben, at vi gennem denne kampagne kan give et lille bidrag til, at der bliver skabt bedre plads til forskelle flere steder i det danske musikliv. På den måde får endnu flere mulighed for at gå til koncerter, også når der ikke er Grøn.

De 30 unikke flasker er sat til salg på auktion, og auktionen afsluttes søndag 12. juli klokken 14.00. 

Hele provenuet går ubeskåret til arbejdet med at skabe bedre adgang til musikoplevelser for mennesker med handicap.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste