Billede beskrivelse

Frivillige kæmper for at redde Aalborgs gamle mølle

Forleden kunne man få et kig ind i den historiske bygning

04. november 2025 kl. 14.01

AALBORG: Der var gode muligheder for at komme helt tæt på den navnkundige Vester Mariendal Mølle forleden. Her havde det nye møllelaug åbnet dørene, så interesserede kunne få et kig ind i møllen og den fremtid, lauget arbejder på at realisere. 

Foreningen har fået tildelt en 30-årig brugsret af Aalborg Kommune og har store ambitioner om at restaurere møllen og aktivere den som et kulturhistorisk samlingspunkt.

- Møllelauget har blandt andet til formål at få udarbejdet en detaljeret restaureringsplan. Vi skal finde ud af, hvad der skal gøres. Og så skal vi i gang med at ansøge fonde og sponsorater, forklarer kasserer, Claus Christensen. 

- Vi vil gerne bevare møllen som et aktivt sted. Den skal have nyt liv og forhåbentlig danne ramme om et lokalhistorisk fællesskab. Idéen er blandt andet at tilbyde rundvisninger for skoleelever og lignende, tilføjer Claus Christensen.

Han beretter videre, at møllelauget i første omgang havde planer om at købe møllen af Aalborg Kommune. 

Billede beskrivelse

- Den idé kunne ikke realiseres, så den næstbedste løsning er nok den, vi har fået i form af en mangeårig brugsret. Det betyder, at vi har ro til at få projektet sat på skinner. Der skal mange millioner til for at nå målsætningen. I første omgang handler det om at få standset forfaldet. Heldigvis har vi foreløbig kun mødt opbakning. Så må vi se, hvad fremtiden bringer, tilføjer han.

Ved arrangementet forleden kunne de godt 20 fremmødte blandt andet få et indtryk af det næsten intakte mølleværk indenfor i bygningen. 

Her står valser, tandhjul og aksler stort set, som da møllen var i brug. Udvendigt er bygningen dog i meget ringe stand, og ikke mindst vingerne er stærkt nedbrudte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste