Billede beskrivelse

Fremtidens kokkestjerner er fundet – én af dem er fra Aalborg

24. november 2025 kl. 10.01
Opdateret kl. 10.18

AALBORG: For sjette år i træk hylder kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem fremtidens gastronomiske stjerner gennem talentkonkurrencen Rising Star.

Nu er de fire finalister fundet, som til februar skal dyste om titlen – og én af dem er fra Aalborg.

Det er Taatsuannguaq Aputsiaq Geisler, der til daglig arbejder på Michelin-restauranten Alimentum.

De fire finalister:

Taatsuannguaq Aputsiaq Geisler, Alimentum

Mathias Lynghamar, Rønnede Kro

Jamie Aja Tvede Pedersen, Lieffroy

Line Nadia Hansen, Mielcke & Hurtigkarl

Til konkurrencen skal finalisterne imponere dommerpanelet med to serveringer: en hovedret baseret på råvarer fra en såkaldt Mystery Box, der først afsløres på dagen – og en dessert med ingredienser, de kender på forhånd.

Som ved tidligere konkurrencer er der mulighed for at score ekstra point ved at inddrage bornholmske råvarer, teknikker og historiefortælling i deres serveringer.

Bag dommerbordet sidder nogle af de største navne i dansk gastronomi: Daniel Kruse, Allan Schultz, Brian Mark Hansen og Elisabeth Madsen

Mikkel Marschall, stifter af Sol over Gudhjem, ser Rising Star som en afgørende platform for fremtidens generation af kokke:

- Vores opgave er ikke kun at vise, hvad dansk gastronomi kan, men at sikre dens fremtid. Rising Star udfordrer deltagerne på både kreativitet og teknisk kunnen, men vi sørger altid for at give dem en platform, hvor de kan vise deres potentiale til fulde. For os handler det ikke om at give kokkene benspænd, men at sikre at de har de bedste råvarer og udstyr, så de kan præstere deres bedste.

Vinderen belønnes med den prestigefyldte titel som Rising Star 2026, en måned bag rattet i en Audi A6 Avant e-tron, en inspirationstur til Italien samt en præmiecheck på 20.000 kroner.

Rising Star 2026 finder sted på Melstedgaard på Bornholm den 4. februar 2026 og transmitteres live på Tv2 Bornholm.

Det oplyser foreningen Sol over Gudhjem i en pressemeddelelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste