Billede beskrivelse

Føtex-varehus uddeler kvart million til nye madrasser til naboen

15. december 2025 kl. 14.02

AALBORG: En tidlig julegave er landet hos GAME Streetmekka på Eternitten i Aalborg. 

Stedet, der huser adskillige aktiviteter for både børn, unge og ældre, har fået en donation på lige knap en kvart million kroner - 247.387,50 helt præcist - til nye madrasser neden for Streetmekkas bouldervæg. 

Det er naboen på Eternitten - det lokale Føtex-varehus - der er den glade giver. Det er sket gennem Salling Fondene, skriver Salling Group i en pressemeddelelse. 

- Det er nogle virkelig fede omgivelser i GAME Streetmekka Aalborg, som rigtig mange børn og unge mennesker bruger. Det er helt fantastisk, at vi får lov til at bidrage til lokalområdet på den måde, siger Thomas Nøhr Andersen, der er varehuschef i Føtex Eternitten. 

Billede beskrivelse

Også hos GAME Streetmekka vækker donationen på knap en kvart million kroner glæde.

- Vi er utrolig glade. Som NGO er det altafgørende, at vi får støtte udefra, og derfor betyder donationen rigtig meget for os. Madrasserne skaber et naturligt sted for børn og unge at være sammen. De bruger dem hver dag til at lande, lade op og være en del af et trygt fællesskab, siger Frederik Rein Lybæk-Jensen, der er projektkoordinator på stedet. 

De nye madrasser er helt essentielle for GAME Streetmekka, lyder det. 

For foruden at det er dem, man falder ned på, når man klatrer på bouldervæggen, så er det også dem, der danner ramme om fællesskab og hyggesnak. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste