Billede beskrivelse

Flere end 100.000 mennesker deltog i årets udgave af Økodag

16. april 2025 kl. 17.02

Økodag 2025 blev i søndags afholdt med stor succes. 

Omkring 110.000 mennesker besøgte 41 økologiske gårde over hele landet. 

Ved middagstid blev stalddørene åbnet, og tusindvis af glade gæster så de forårskåde malkekøer springe ud på græsset - et højdepunkt for både dyr og mennesker.

Det fortæller Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.  

Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening, deltog i festlighederne på Malmkjær Økologi i Vestjylland.

- Det slår mig hvert år, hvordan Økodag formår at samle by og land om glæden ved økologiens værdier som dyrevelfærd, natur og biodiversitet. Danskerne strømmer til Økodag for at få en dejlig dag på landet og opleve køernes glædesspring. Det fylder mig med håb og styrker min tro på, at vi kan gøre økologien til normen i stedet for undtagelsen, udtaler han.

Billede beskrivelse

Henrik Damholt Jørgensen, direktør i Mejeriforeningen, sender en stor tak til de landmænd og mejerier, der støttede op om arrangementet - herunder Arla, Thise Mejeri, Them Andelsmejeri, Vestmælk, Naturmælk og Øllingegaard.

- Det var en dejlig søndag. Glade køer, glade børn og voksne - og landmænd, der skabte en rigtig festdag i anledning af, at køerne kom ud på græs efter vinteren. Økodag har for længst cementeret sin plads som en fast forårstradition for mange danskere, siden den første gang blev afholdt i 2005, siger han.

Økodag 2025 blev afholdt i samarbejde mellem Økologisk Landsforening og Mejeriforeningen. 

Fra og med 2026 overtager Mejeriforeningen arrangementet som enearrangør efter at have købt rettighederne til Økodag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste