Cykeltunnel forvandles til stort, lyst kunstværk
AALBORG: Hvor der før var grå beton og mørke vægge, mødes man nu af livlige farver, figurer og fortællinger fra hverdagen i Aalborgs sydvestlige bydele. Et nyt kunstværk i cykeltunnellen under den befærdede hovedfærdselsåre Over Kæret skal både skabe tryghed og stolthed.
Projektet, der har kostet 125.000 kroner, er resultatet af et tæt samarbejde mellem billedkunstnerne Mette Bøje Røgild og Christina Thomsen samt Vester Mariendal Skole, PlusBolig, Tryghedsgruppen Aalborg, Kvarterværkstedet, Kulturkanten og Spar Nord Fonden.
De to kunstnere har stået i spidsen for den kreative proces, men de har fået god hjælp fra eleverne på 8. årgangs valgfag i billedkunst på Vester Mariendal Skole.
Eleverne har bidraget med idéer, grundet vægge og været med til at male det store værk, som blandt andet bygger på deres egne tanker om, hvad der betyder noget i hverdagen.
Ved ferniseringen forleden bød regionsrådsmedlem og beboerrådgiver hos PlusBolig, Ali Hassan (S), velkommen. Han roste projektet, der har været længe undervejs, og fremhævede samarbejdet som et eksempel på, hvordan kunst kan skabe tryghed og fællesskab i et lokalområde.
Også kunstnerne er begejstrede:
- Værkerne tager udgangspunkt i nærområdet og de mennesker, der bor her. Vi håber, det får folk til at standse op og reflektere et øjeblik, siger Mette Bøje Røgild.
Christina Thomsen supplerer:
- Det er ikke længere helt så kedeligt at passere gennem tunnellen. Og så håber vi selvfølgelig, at motiverne også falder i de forbipasserendes smag.
De to sender samtidig en stor ros mod eleverne, der har hjulpet med tilblivelsen:
- Energien og kreativiteten har været fantastisk. Det har været meget inspirerende at arbejde med de unge og deres syn på hverdagen.
Motiverne i værket er desuden inspireret af lokalområdets rige forenings- og kulturliv. Vester Mariendal Mølle, idrætsforeningen Aalborg Changs logo og badmintonklubben Tritons ditto er blandt de elementer, der er indarbejdet i udsmykningen.