En drøm er gået i opfyldelse for Aalborg-skole: - Vi er euforiske
AALBORG: Multihal, faglokaler og skolekøkken.
Alt sammen er det en del af en større tilbygning til Skipper Clement Skolen i Aalborg.
Det skriver skolen - der i øvrigt har mottoet "Der er altid noget at glæde sig til" - i et opslag på LinkedIn.
"De sidste år har vi – sammen med mange gode mennesker – arbejdet målrettet på at kunne give byen og regionen den internationale skolekapacitet, der er brug for. Nu tager drømmen for alvor form – i tæt samspil med de stærke erfaringer, vi allerede har opbygget på Skipperen," lyder det i opslaget.
Til TV2 Nord fortæller skoleleder Peter Würtz, at han fik den glædelige besked på en ferie.
- Den dans, jeg opførte på poolkanten på Kreta, da jeg fik beskeden, er heldigvis ikke filmet nogle steder. Vi er euforiske, fortæller han til mediet.
Tilbygningen bidrager i sidste ende til, at Skipper Clement Skolen fordobler det internationale skoletilbud i Nordjylland.
Man udvider således antallet af pladser fra 260 til 510 med det nye projekt.
Første spadestik til den nye tilbygning til Aalborg-skolen bliver taget 5. januar 2026.
Lidt over et år senere - i april 2027 - er der indvielse af de nye lokaler.