Efter skudepisode: Politi øger tryghedsindsats i Aalborg
AALBORG: Nordjyllands Politi efterforsker fortsat tirsdagens skudepisode i Aalborgs midtby.
Og nu gør man så yderligere tiltag for at øge trygheden igen i byen.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Vi forstår, at en hændelse som denne kan påvirke trygheden. Derfor vil vi være synligt til stede i området i den kommende tid, siger vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup.
Derfor etablerer Nordjyllands Politi i dag onsdag og i morgen torsdag en mobil politistation i området omkring gerningsstedet ved Bispensgade. Den vil være åben begge dage i tidsrummet kl. 13-17.
Her vil borgere kunne henvende sig med spørgsmål eller oplysninger til sagen, lyder det.
Samtidig har borgere, der føler sig berørt af skudepisoden, mulighed for at henvende sig i den mobile politistation - ligesom man kan få støtte gennem Offerrådgivningen.
Her sidder rådgivere klar til at lytte og hjælpe. De har tavshedspligt, og man kan være anonym, oplyser Nordjyllands Politi.
- Det er vigtigt for os, at alle, der er påvirket - også vidner og naboer - ved, at der er mulighed for at få hjælp og tale med nogen, siger Kenneth Ginnerup.
Politiet opfordrer samtidig fortsat borgere, der har oplysninger i sagen, til at kontakte politiet på telefon 114. Selv mindre oplysninger kan være afgørende for efterforskningen.