Billede beskrivelse

Borgmester om ny bydel: - Stigsborg er et mønstereksempel

06. december 2025 kl. 14.00

NØRRESUNDBY: Med indflytningen i de sidste boliger i boligkarréen Teglgården er første etape af Stigsborg-projektet nu nået halvvejs. 

Det skriver Stigsborg P/S i en pressemeddelelse. 

Bydelen tæller i dag 919 boliger og har allerede etableret sig som et levende sted med skole, daginstitution og attraktive, rekreative områder – længe inden hele etapen er færdigbygget.

Stigsborg i Nørresundby er blandt landets største kystnære byudviklingsprojekter.

Et tidligere industriområde ved Limfjorden er i færd med at blive forvandlet til en moderne bydel med cirka 4.000 boliger, grønne byrum, butikker, caféer og stærke fællesskaber.

Billede beskrivelse

I dag markerer udviklingen en væsentlig milepæl. Teglgården er ved at blive taget i brug, og dermed er første etape halvvejs. Hidtil er der opført 919 boliger samt centrale faciliteter som Huset Stigsborg med skole og daginstitution, Stigsparken, Fjordpladsen, Henning Jensens Plads og et mobilitetshus.

Bag udviklingen står Stigsborg P/S – et offentligt-privat partnerskab mellem Aalborg Kommune, PFA Pension og A. Enggaard A/S. 

Billede beskrivelse

Stolt borgmester

Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, ser med stolthed på den udvikling, der er skabt:

– Stigsborg er et mønstereksempel på, hvad der kan opnås i et stærkt samarbejde mellem private og offentlige aktører. Her mødes børnelatter og ældres erfaringer i en bydel med både vuggestue, skole og plejehjem. Selvom vi kun er halvvejs, opleves Stigsborg allerede som en levende og velfungerende bydel, udtaler han.

Også administrerende direktør i Stigsborg P/S, Anton Hessellund, glæder sig over fremgangen og fremhæver, at bydelens helhedsorienterede tilgang tiltrækker både beboere og investorer:

– Vi har tidligt etableret kerneelementer som skole, park og byrum, og det skaber en mærkbar interesse. Beboerundersøgelsen, som netop er gennemført, viser stor tilfredshed, og vi ser frem til at bygge videre på det fundament, fortæller han.

Positiv retning

Undersøgelsen, som offentliggøres på Stigsborgs hjemmeside inden for de kommende uger, er besvaret af 795 beboere. 

Den viser blandt andet, at over en tredjedel er flyttet fra Aalborg til Stigsborg, og at næsten 80 procent har tillid til, at udviklingen vil fortsætte i en positiv retning.

Imens tager næste fase form. 

To dagligvarebutikker er under opførelse, og Nørresundby Boligselskabs Generationernes Karré – med både plejehjem og familieboliger – rejser sig som endnu et centralt element i bydelen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste