Seneste nyt
Billede beskrivelse

Alle børn kan prøve kræfter med cykelløb, når BørneTour kommer til Aalborg

28. juni 2026 kl. 14.01

AALBORG: Når PostNord Danmark Rundt lægger vejen forbi Aalborg den 29. juli, bliver det ikke kun de professionelle ryttere, der får lov til at mærke suset. Samme dag kan børn og unge mellem 3 og 15 år nemlig selv hoppe i sadlen, når Škoda BørneTour ruller ind i byen.

BørneTour afvikles i samarbejde mellem Aalborg Cykle-Ring, Aalborg Kommune, Danmarks Cykle Union og Škoda og giver børn mulighed for at opleve cykelglæden på en tryg og sjov måde.

Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det kræver hverken racercykel eller erfaring at deltage. Løbet er et begyndercykelløb, hvor alle kan være med – uanset tempo, cykeltype og ambitionsniveau.

Tour-stemning i børnehøjde

Hos Škoda Danmark håber man, at arrangementet kan inspirere flere børn til at bruge cyklen i hverdagen.

- Vi hos Škoda er stolte af at støtte cykelsportens næste generation gennem Škoda BørneTour. BørneTouren spreder cykelglæde og skaber fællesskab på tværs af landet. Det er fantastisk at se, hvordan børn og unge oplever alt det positive, cyklingen kan bringe – for sundheden, koncentrationen og selvtilliden. Cykelsporten kan samle folk og inspirere nye drømme, og vi ønsker at bidrage til, at endnu flere børn får lyst til at tage cyklen, uanset ambitionsniveau, siger Martin Thorsen, direktør i Škoda Danmark.

Baggrunden er blandt andet, at flere undersøgelser viser, at danske børn cykler mindre end tidligere.

En aktiv oplevelse for hele familien

Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, glæder sig til, at børnene får mulighed for selv at blive en del af cykelfesten.

- Škoda BørneTour er en fantastisk mulighed for at give vores børn en sjov og aktiv oplevelse med fokus på fællesskab og bevægelse. I Aalborg er vi stolte af vores stærke cykelkultur, og med BørneTouren bringer vi Tour de France-stemningen helt ned i børnehøjde. Jeg håber, at rigtig mange børn får lyst til at hoppe på cyklen både på dagen og i hverdagen bagefter, siger han.

Skal inspirere fremtidens cykelryttere

Hos Danmarks Cykle Union ser man BørneTour som en vigtig del af arbejdet med at få flere børn og unge ind i cykelsporten.

- Dansk cykelsport befinder sig på et rigtig stærkt niveau med flotte præstationer i verdens største løb. Det hænger tæt sammen med vores solide foreningskultur og de inspirerende rollemodeller blandt eliten. Med Škoda BørneTour får børn mulighed for at prøve kræfter med cykelsporten og mærke suset – så de i fritiden kan lege, at de er Jonas Vingegaard eller Amalie Dideriksen og drømme om den gule trøje og medaljer, lyder det fra Danmarks Cykle Union.

Škoda BørneTour besøger i år mere end 25 danske byer, og Aalborg er en af værtsbyerne i forbindelse med PostNord Danmark Rundt.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste