Billede beskrivelse

Aalborgband er uundgåelige på landsdækkende radio: - Det er jo vanvittigt på mange måder

18. marts 2026 kl. 06.02

AALBORG: Hvis du drejer bilradioens FM-bånd over på P3 i denne uge, så er de nærmest ikke til at misse.

Statsradiofonien har nemlig valgt Aalborgbandet Farveblinds nyeste single 'Things' som P3's uundgåelige i denne uge.

- Det er jo vanvittigt på mange måder. Det er vildt underligt også. Vi er jo bare et lille lorteband fra Aalborg, siger Anders Arendt, der spiller bas i Farveblind.

Foruden at være en kæmpe anerkendelse fra en landsdækkende radiokanal, så kan bandet også se frem til, at deres sang kommer i A-rotation i hele uge 12. Det bliver således en af de mest spillede sange på kanalen ugen ud.

Et hæsblæsende nummer

Bandet selv havde ikke forventet at få titlen som P3's uundgåelige, og det forstår man måske godt.

- Jeg tror, vi laver musik, som folk ikke nødvendigvis forventer bliver spillet på P3. Det er musik, som gerne skal føles som om, at den her mandag er en fredag. Det er måske bare det, som P3 gerne vil have, siger Anders Arendt.

Musikalsk er 'Things' i den mere rockede ende. Tempo og en tydelig, forvrænget basgang står tydeligt frem i lydbilledet.

- Det er et hæsblæsende nummer, der gerne vil fremad, siger bassisten selv om nummeret. 

Singlen er lavet af Farveblind i samarbejde med den amerikanske kunstner K.Flay, som synger på nummeret.

Aalborgensiske rødder

Selvom bandets tre medlemmer, Magnus, Jens og Anders, i dag er bosat i København, så har alle tre haft deres ungdomsår i Aalborg, hvor de også gik i gymnasiet på Aalborg Katedralskole.

- I gymnasiet spillede vi egentlig bare i tre forskellige bands og konkurrerede om, hvem der skulle spille på fryd (spillested og kulturhus 1000Fryd, red.) næste weekend, siger Anders Arendt.

Efter gymnasietiden, flyttede trioen til København, fordi der var lidt flere steder at spille. Det var også der, Magnus og Jens startede Farveblind, der i sin spæde start var duo i stedet for en trio. 

- Og så på et tidspunkt så spurgte de, om jeg ville spille bas med dem live. Det sagde jeg ja til, og så gik tourbussen egentlig aldrig hjem igen.

Hjemkomst

Selvom bandet konkurrerede om, hvem der skulle spille på 1000Fryd i gymnasietiden, så er det ikke længere nødvendigt at gøre den store konkurrence ud af det længere. 

Til oktober kan trioen nemlig opleves på hjemmebane, og denne gang er alle tre på scenen på 1000Fryd samtidig.

- Vi vil gerne give den ud til de steder, hvor vi selv kom i gymnasiet, siger Anders Arendt om koncerten, som han selv fremhæver som et højdepunkt på efterårsturnéen.

- Det hænger også godt sammen med det, vi gerne vil med musikken, som er at give folk en fed oplevelse, og jeg tror, det bliver et vanvittigt fedt show i et rigtig varmt og tæt lokale. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste