Aalborg Lufthavn vinder stor pris for femte gang
AALBORG: De er efterhånden blevet sejrsvante i Aalborg Lufthavn.
Onsdag aften hjemtog den lokale lufthavn for femte gang ud af seks mulige prisen som Bedste Lufthavn i Danmark 2026 ved Danish Travel Awards, som Travel Media Nordic er arrangør af.
Og ved onsdagens arrangement i Cirkusbygningen i København - som i øvrigt var 29. udgave af den prestigefyldte prisuddeling - var det altså igen Aalborg Lufthavn, der løb med den flotte hæder.
"Vi er meget taknemmelige for alle vores fantastiske kollegaer, som hver dag yder en enorm indsats, og som gør denne pris mulig. Derudover skal der selvfølgelig også lyde en tak til vores gode samarbejdspartnere og alle jer rejsende, der vælger at flyve fra Aalborg Lufthavn - rejsen starter her," skriver Aalborg Lufthavn i et opslag på Facebook.
Danish Travel Awards er en prisuddeling for rejse-, turisme- og luftfartsbranchen, som hvert år samler flere hundrede beslutningstagere og aktører.