Aalborg Karneval udvider organisationen med tre nye ansigter
To nye projektledere og en koordinator for frivillighed.
Det er, hvad Aalborg Karneval har præsenteret som en styrkelse af organsationen.
Det skriver Aalborg Karneval i en pressemeddelelse.
Anita Støvring Ross og Andreas Hostrup er de to nye projektledere, mens Julie Verndal er den nye koordinator for frivillighed.
- Med Anita, Andreas og Julie ombord er Foreningen Aalborg Karneval godt rustet og har nu et godt hold på plads til at sikre, at både børnekarneval og karnevalet udvikles og kvalitetssikres, lyder det fra Chris Kroer Jensen, der er chef for Aalborg Karneval.
Han tilføjer - om valget af Anita Støvring Ross og Andreas Hostrup som nye projektledere - at man er "utrolig stolte over at få to så dygtige og erfarne projektledere med på holdet".
- Deres baggrunde og kompetencer vil helt sikkert styrke karnevalet både organisatorisk og kreativt, siger Chris Kroer Jensen.
Samtidig siger han følgende om valget af Julie Verndal som ny koordinator for frivillighed:
- Frivillighed er hjertet i Aalborg Karneval, og vi er utrolig glade for, at Julie er med til at sikre, at vores frivillige føler sig værdsat og får de bedste rammer for deres indsats.
Der arbejder omkring 2500 frivillige bag linjerne under børnekarnevalet og Aalborg Karneval.