Billede beskrivelse

Aalborg Karneval sætter gang i festen med ny morgenkoncert

15. april 2026 kl. 12.52

AALBORG: Er du vild med karneval? Så kan du nu se frem til at udvide oplevelsen.

Som noget helt nyt udvides årets karneval med en ekstraordinær morgenkoncert i Nørresundby ved paradestartområdet.

Her vil ingen ringere end Faustix sætte gang i festen allerede fra morgenstunden.

Den nye koncert skal være startskuddet på en af karnevallets mest ikoniske traditioner – vandringen over Limfjordsbroen.

– Når man går over broen sammen med tusindvis af andre, kan man mærke den euforiske følelse af at være en del af noget kæmpestort. Så ved man, at karnevallet ikke kan stoppes. Og festen er for alvor startet i byen!, siger Jeanett Kaare.

Koncerten er gratis og varer fra kl. 09.00 til 09.45 den 23. maj.

Det oplyser Aalborg Karneval i en pressemeddelelse.

Mere end 50% udsolgt på rekordtid

Og det er ikke den eneste gode nyhed. Ifølge Aalborg Karneval er billetsalget kommet flyvende fra start.

– Det er vildt at se, hvor hurtigt billetterne bliver solgt. Vi er blæst fuldstændig bagover af, at vi 5 uger tidligere end sidste år kan melde 50% udsolgt. Det fortæller os, at karnevallet betyder enormt meget for rigtig mange, og vi kan tydeligt mærke, at folk har savnet festen, udtaler talsperson Jeanett Kaare.

Ifølge Aalborg Karneval er årets musikprogram en central del af interessen. Programmet byder på Gilli, Anton Westerlin, Artigeardit, Berg, CRASKIN, Emil Lange, Faustix, Hav & Kamal, ICEKIID, Jimilian x Branco, Omar og Thor Farlov.

Hvem bliver årets karnevalskonge(r)?

Sidste år var det Tessa, der ledte karnevalet som årets karnevalsdronning. Hvem der skal lede det i år, er stadig uvist.

Men i pressemeddelelsen skriver Aalborg Karneval:

"Med et lineup i topklasse og nye initiativer, der løfter oplevelsen, er spændingen allerede begyndt at brede sig: Hvem løber med titlen som årets konger? Meget snart kan sløret løftes for årets karnevalskonger, og Aalborg Karneval lover, at de er totalt stilet og fuld af energi - og så smitter deres grin af på alle."

Vi på Aalborg LigeHer.nu følger selvfølgelig op, så snart vi ved mere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste