Seneste nyt
Billede beskrivelse

20.000 kroner skal give børn i sorg en dag med fællesskab

23. juni 2026 kl. 08.10
Opdateret kl. 08.52

AALBORG: Børn og unge, som har mistet en forælder, søskende eller anden nær pårørende, får nu mulighed for at komme på en fælles oplevelsestur takket være en donation på 20.000 kroner.

Med støtten kan Skyggebørn Aalborg arrangere en fælles aktivitetsdag for børnene og unge. 

Det oplyser EDC Poul Erik Bech Fonden i en pressemeddelelse.

Her får deltagerne mulighed for at mødes på tværs af sorggrupperne og dele en dag med oplevelser, fællesskab og samvær.

Netop oplevelser og fællesskab er vigtige elementer i foreningens arbejde, forklarer Søren Klinsmann, ambassadør for Skyggebørn Aalborg, og kåret som Årets Ildsjæl i Aalborg 2025.

- Når børn og unge mister en nærtstående, kan det være svært at finde nogen, der virkelig forstår, hvordan de har det. I Skyggebørn møder de andre i samme situation og bliver en del af et fællesskab, hvor der også er plads til smil, oplevelser og gode minder. Turen til Fårup Sommerland eller Himmerland skal give børnene et pusterum fra sorgen og en dag, hvor de bare kan være børn og unge sammen, siger han.

Lokalt bidrag til en vigtig indsats

Donationen blev overrakt af Frank Jensen, direktør, partner og MDE hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.

Han glæder sig over, at fonden kan være med til at støtte børn og unge i en svær livssituation.

- Skyggebørn Aalborg gør en utrolig vigtig forskel for børn og unge, som står i en svær livssituation. Det er beundringsværdigt at se, hvordan foreningen skaber trygge fællesskaber og giver børnene støtte og positive oplevelser i en vanskelig tid. Med donationen ønsker vi at bidrage til, at børnene får en dag med fællesskab, glæde og gode minder, som kan være med til at styrke deres trivsel, siger Frank Jensen.

Gennem gratis og tidsubegrænsede sorggrupper hjælper Skyggebørn Aalborg, børn og unge mellem 4 og 28 år, der har mistet eller har en alvorligt syg forælder, søskende eller anden nær pårørende.

Målet er at skabe et trygt fællesskab, hvor deltagerne kan spejle sig i andre og opleve, at de ikke er alene med sorgen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste