15-årig gerningsmand anholdt efter skudepisode
RETTELSE: Det fremgik tidligere, at den formodede gerningsmand er 16 år gammel. Han er retteligt 15 år.
AALBORG: Den mistænkte, der i går blev efterlyst af Nordjyllands Politi i forbindelse med en skudepisode i centrum af Aalborg 7. april er blevet anholdt.
Det oplyser politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Sune Myrup, i en pressemeddelelse.
Den mistænkte gerningsmand - en ung svensk mand på 15 år - blev anholdt natten til i dag den 8. april klokken 01.15 i nærheden af Helsingborg i Serige.
- Det er et intenst og meget grundigt efterforskningsarbejde, der har pågået siden i går eftermiddags, som nu har ført os frem til, at vi mindre end tolv timer efter skudepisoden – og i et godt samarbejde med svensk politi – kunne skride til anholdelse af den mistænkte person i sagen, lyder det fra politiinspektør Sune Myrup.
Skudepisoden fandt sted ved højlys dag på Bispensgade i centrum af Aalborg klokken 13.50, hvor otte skud blev affyret mod en rude til tatovørforretningen Royal Ink. Ingen personer kom til skade.
- Vi ser selvsagt med stor alvor på skudafgivelse i det offentlige rum, som helt forståeligt skaber utryghed i Aalborg. Derfor er jeg tilfreds med, at vi allerede nu har anholdt en person i sagen, som vi mistænker for at stå bag skudepisoden i Aalborg i går, siger Sune Myrup.
Den anholdte vil nu blive udleveret til Danmark med henblik på yderligere retsforfølgning.
Forbindelse til bandekonflikt
- Vi har i den kommende tid et omfattende arbejde foran os i form af yderligere undersøgelser, afhøringer, forhøringer, undersøgelser af tekniske spor og meget mere, siger Sune Myrup.
Han bekræfter, at politiet anser skudepisoden for at have en forbindelse til den verserende bandekonflikt, ligesom han pointerer, at politikredsen anvender omfattende ressourcer i efterforskningen
Den anholdte vil senere i dag, klokken 13.00, blive fremstillet i et lukket grundlovsforhør i Retten i Aalborg in absentia, da det sker med henblik på at få ham udleveret til Danmark.
Søger stadig vidner
Nordjyllands Politi opfordrer stadig vidner til episoden om at rette henvendelse til politiet på telefon 114.
- Selv mindre oplysninger kan være relevante for et komplekst og omfattende efterforskningsarbejde, lyder det.
På Bispensgade, tæt på gerningsstedet, vil der være opstillet en mobil politistation fra kl. 13.00 til 17.00 både i dag onsdag og i morgen torsdag.
Her kan man også henvende sig med spørgsmål eller oplysninger i sagen.