10 år med Råt&Godt: – Alt, hvad jeg har i min rygsæk, er det her koncept
Paller, skraldespande, tørre juletræer – hos Råt&Godt kan alt få nyt liv.
Her bliver gamle ting skilt ad, forvandlet til rå materialer og (næsten) magisk omdannet til nye, flotte møbler.
– Råt&Godt handler om at se potentialet i det rå – det, der måske virker uformet i starten, men som gemmer på masser af muligheder. Om det er en træstub, en palle eller et menneske, er princippet det samme, fortæller Christian Helweg, stifter og direktør af værkstedet.
I 10 år har Råt&Godt givet både materialer og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en ny chance – og i den anledning har LigeHer.nu Aalborg besøgt værkstedet.
Alle har talent
– Da jeg startede den her gesjæft op, havde jeg omkring 250 kvadratmeter, og jeg tænkte: Hvad i alverden skal jeg bruge al den plads til? I dag har vi omkring 5000 kvadratmeter, fortæller Christian Helweg, der siden har fundet masser af spændende ting at fylde pladsen ud med.
Idéen til Råt&Godt blev plantet i Christian Helweg for mange år siden – og det hele startede med et job i Aalborg.
Christian Helweg flyttede til Aalborg og havde fritidsjob på et bosted. Her oplevede han, hvordan mennesker, der ikke passede ind i de gængse rammer, stadig havde masser at byde på.
– Jeg arbejdede med de her skæve eksistenser, hvis familier måske ikke havde ressourcer til at opdage deres talenter. Og her begyndte idéen om værkstedet at spire.
Alt har værdi
Et andet vigtigt øjeblik, der fik idéen om Råt&Godt til at opstå, skete under en gåtur.
– En dag var jeg ude at gå med min mor og hendes hund på stranden, og så fandt jeg en kæmpestor træstub. Jeg kiggede på den og sagde til min mor: "Den er fed, der er to lamper i den."
Christian Helweg trak træstubben hjem, lavede to lamper og lagde et opslag på Facebook.
– Folk syntes, de var fede, og spurgte, om jeg ville lave flere.
Med sit skarpe blik for materialer og menneskers skjulte potentiale satte Christian Helweg sig ned og skrev en forretningsplan. Og sådan blev Råt&Godt til.
– Alt, hvad jeg har i min rygsæk, er det her koncept, fortæller Christian Helweg og tilføjer:
– Råt&Godt er jo min personlighed, som jeg har vrænget ud i de lokaler her. Det er min identitet, som jeg får lov at vise verden igennem det her koncept.
Jubilæum
10 år er fløjet afsted, og selvfølgelig skal det fejres med et brag af et jubilæumsmarked, hvor alle er inviteret!
– Der kommer mellem 35 og 40 boder, en DJ, livemusik, en pizzamand og en kæmpestor kagemand, siger Christian Helweg, der glæder sig til at se folk hygge sig hele dagen.
Mere end 4000 mennesker har allerede givet deres interesse til kende på Facebook.