Trine rundede de 30 år i Jysk
En drøm om at blive politibetjent blev starten på 30 år i Jysk.
Ja, sammenhængen er måske lidt svær at få øje på, men for 48-årige Trine Malene Andersen er det ikke desto mindre tilfældet.
Den 1. august kunne hun nemlig fejre 30-års jubilæum i Jysk. Til at starte med var det dog slet ikke planen, at hun ville være i butik. Hun havde nemlig færdiggjort sin uddannelse på handelsskolen og ville så søge ind på politiskolen.
Der var dog en aldersgrænse på minimum 25 år for optagelse, og derfor måtte Trine finde på noget andet, indtil hun blev gammel nok.
Da hun blev 25 år, kom der dog ingen ansøgning til politiskolen. I årene inden havde Trine nemlig færdiggjort sin elevuddannelse i Jysk i Aggersund, og hun var blevet så grebet af det, at hun derefter også med glæde sagde ja til en fast stilling i Jysk i Hobro, hvor hun har været siden 1994.
- Jeg blev glad for at være i butik og i Jysk, og i mellemtiden havde jeg også mødt min mand, som gjorde, at jeg gerne ville blive i området, siger Trine Malene Andersen.
At Trine skulle ende med at være 30 år i samme virksomhed, havde hun dog aldrig forestillet sig. Hun husker, at da hun mødte sin mand, havde svigerfar kort efter 40-års jubilæum på sit arbejde, og det tænkte Trine, at det blev i hvert fald aldrig hende.
Men dagene har taget hinanden, og da hun i forbindelse med sit jubilæum blev lykønsket af en tidligere elev i Hobro-butikken, kom det meget bag på Trine, at det var 20 år siden, at den pågældende elev havde arbejdet sammen med Trine.
- Jeg kan ikke forstå, at tiden er fløjet på den måde, men 30-års jubilæum er selvfølgelig noget, jeg er stolt af. Arbejdet i Jysk er dejligt frit, og der er samtidig aldrig to dage, der er ens. Jeg elsker udvikling af unge mennesker, og det er sjovt for mig at kunne være med til at rykke dem i den rigtige retning, siger Trine Malene Andersen.
På grund af de 28 år i Hobro-butikken har Trine også fået opbygget et forhold til en del kunder, som hilser personligt på Trine, hvad enten det er i butikken eller inde i byen, hun støder på dem.
- Det er dejligt at have det forhold til så mange kunder, og nu er 40-års jubilæum mit mål. Aldersmæssigt tænker jeg godt, at jeg kan blive ved, siger jubilaren, der er bosat i Nørager.