Morten og Cita overtager kendt Hadsund-firma
HADSUND: 1. januar overtog ægteparret Mogens Bay Kristensen og Cita Jespersen formelt Havnens Snedkeri i Hadsund, og fredag er tiden kommet til at markere ejerskiftet med en reception.
Her får medarbejdere, samarbejdspartnere, kunder, leverandører, familie og venner muligheden for at møde både dem og de tidligere ejere, Søren Kondrup og Henry Jensen.
Forud er gået godt tre måneders oplæring, hvor Morten Bay Kristensen har haft mulighed for at sætte sig ind i tingene.
- Først og fremmest har jeg været ude at arbejde sammen med vores svendesjak, så jeg har lært medarbejderne at kende. Siden årsskiftet har det mere handlet om tilbudsberegninger og administration, som er det, jeg har mest erfaring med fra tidligere, fortæller han.
Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og har tidligere arbejdet som projektleder ved energiselskabet N1 og som byggeleder i HusCompagniet og BM Byggeindustri i Hobro.
Nu handler det om Havnens Snedkeri, hvor han for længst har fundet melodien.
- Det har været en fornøjelse at komme i gang. Alle i og omkring firmaet har taget godt imod mig, og samarbejdet med Søren og Henry har fungeret fint. Der er en enorm gensidig respekt. Jeg spørger dem til råds, men de spørger også mig. Jeg er ikke kørt hjem en eneste gang og tænkt, at det var en forkert beslutning, tværtimod, siger Morten Bay Kristensen.
Planen er, at både Søren Kondrup og Henry Jensen fortsætter som menige medarbejdere. Formelt indtil 1. september.
- Det var nok mest for at sikre os, hvis vi nu ikke skulle kunne finde ud af det sammen, men det er der absolut intet, der tyder på, så jeg håber inderligt, at de vil blive længe endnu. De ønsker en mere normal arbejdsuge end den, de har haft som ejere, og det skal vi nok finde ud af, siger Morten Bay Kristensen.
Havnens snedkeri har i alt 13 medarbejdere og tilbyder en række ydelser og produkter som maskin- og møbelsnedkeri, snedker- og tømrerarbejde, specialfremstillede køkkener, skabe og garderober, butiksinventar, messestande og skræddersyet indretning samt - og ikke mindst - gulvlægning og vedligeholdelse.
Virksomheden blev etableret i 2004 af Søren Kondrup og Henry Jensen som en aflægger af Trip Trap, der dengang solgte en række aktiviteter fra for at fokusere på kernevirksomheden. Trip Trap er fortsat blandt kunderne, men langt fra i samme omfang som tidligere.
Kunderne omfatter nu professionelle og private, der benytter Havnens Snedkeri som leverandør og entreprenør på byggeopgaver.
Cita Jespersen, der har sine rødder i Hadsund, er kontoruddannet og har solidt kendskab til administrativt arbejde, begyndte sin karriere i firmaet 1. januar, men bevarer sit job som kontormedarbejder hos Tradium i Randers.
- Hun har foreløbig kun en dag om ugen, men planen er, at hun gradvist skal overtage bogholderiet fra Henry Jensens kone, Susanne, fortæller Morten Bay Kristensen.
Receptionen afholdes fredag kl. 13-16.