Skift område
Spil
Lyd
Kalenderen
Tilmeld nyhedsbrev
Tip os
E-avis
Kontakt
Her skal alle gerne have råd til at komme
Hobro Minizoo satser på moderate priser og gradvise forbedringer - og det ser ud til at virke
Umiddelbart virker han noget mere interesseret i sin artsfælle i indhegningen, men en tot grønt græs i hånden på dyrepasser Maria Buus vækker øjeblikkeligt opmærksomheden.
Med raske alpaka-skridt sætter han kurs mod den fristende godbid, og som tak for lækkerbidskenen får Maria Buus bagefter et stort trutkys på munden.
Mange af de faste gæster hos Hobro Minizoo kan utvivlsomt nikke genkendende til sceneriet.
Med sit vennesæle og godmodige væsen har alpakaen Peter Storm med de peruvianske aner gennem årene udviklet sig til lidt af en maskot for den lille dyrepark på Lillemøllevej ved Hvornum, og efternavnet ”Storm” har alpakaen netop fået, fordi han så tillidsfuldt stormer havens gæster i møde.
Peter Storm har været fast inventar, siden det nuværende værtspar, Kristian og Kirsten Rasmussen, i sommeren 2008 overtog Hobro Mini Zoo fra forgængeren Villy Kasper, og fra sin plads i haven har han således løbende kunnet følge, hvordan besøgstallet er steget støt fra år til år.
- De første par år var det godtnok lidt opad bakke, men stille og roligt er der med tiden kommet flere gæster til, og på sådan en lidt overskyet dag midt i industriferien - ja, så er der altså nok at se til, konstaterer Kristian Rasmussen og peger ud på legepladsen, hvor alle borde og bænke stort set er besat. Fortrinsvis af familier med mindre børn.
Hobro Mini Zoo har ikke noget tælleapparat ved indgangen, så præcis hvor mange mennesker, der besøger parken på sådan en god dag i højsæsonen - det er Kristian Rasmussen ikke meget for at sætte tal på.
- Mange af gæsterne er jo familier, der har købt sæsonkort.
- Men det højeste antal biler, vi har haft på parkeringspladsen, er vist indtil videre 72, nævner han forsigtigt.
Langstrakt stiprojekt
Fremgangen i besøgstallet er ingenlunde kommet af sig selv.
I løbet af de seneste 13 år er op mod 90 procent af inventaret og dyreanlæggene gradvist blevet opgraderet, skønner Kristian Rasmussen.
Senest er et nyt abeanlæg med små søde silkeaber kommet til.
I et hjørne af parken er der blevet opført en opholdsbygning i træ, hvor gæsterne kan sidde og grille deres medbragte mad, og i samme ende af haven er Kristian Rasmussen og hans personale i gang med et større stykke ”entreprenørarbejde”.
- Hobro Minizoo er i sin tid anlagt på mosejord, og pludselig en dag for to år siden sank den ene af vore stier bare sammen og blev overskyllet af vand.
- I de mellemliggende par år har vi løbende arbejdet på at få stien retableret, så gæsterne igen kan komme hele vejen rundt i parken, og nu begynder vi langt om længe at kunne se enden på projektet.
- Senest om et år skulle stien gerne være åbnet igen, bebuder Kristian Rasmussen.
Ikke begærlige
En anden hemmelighed bag fremgangen for Hobro Minizoo er ifølge Kirsten og Kristian Rasmussen, at dyreparken bevidst forsøger at opretholde et moderat prisniveau.
- Vi vil nødig have skyld for at være begærlige, fastslår Kirsten Rasmussen.
- Når folk ellers har betalt deres entré, skal de gerne føle sig velkomne - og ikke sidde tilbage med en fornemmelse af, at de bliver flået økonomisk.
- Det skal helst være sådan, at børnefamilier har råd til at komme her - og ikke behøver at tælle på knapper, hvis børnene gerne vil have en shush-ice. Og derfor forsøger vi også så vidt muligt at holde vore madpriser i bund, pointerer hun.
Netop kiosken i Hobro Minizoo er fortrinsvis Kirsten Rasmussens domæne, mens Kristian Rasmussen primært tager sig af alt dét udenfor.
Kirsten Rasmussen har netop rundet de 70, og Kristian er syv år ældre end sin hustru, men foreløbig har de ingen planer om at gå på pension som zoo-indehavere.
- Der kommer garanteret pludselig en dag, hvor vi modstræbende må erkende, at nu kan vi bare ikke holde til det længere, men på sådan en dag som i dag, hvor haven myldrer med glade børn og voksne, hvoraf mange er gengangere, der kommer tilbage år efter år - ja, så er det da svært at forestille sig noget bedre.
- Ferie - det kan vi jo altid holde, når vi bliver gamle, lyder det med overbevisning fra Kirsten og Kristian Rasmussen.
