Drop "New Year New Me": Sådan kommer du i mål med dine (realistiske) nytårsforsætter
60 procent af danskerne har et nytårsforsæt for 2023 - men lægger man for hårdt ud, er det nærmest dømt til at fejle
LIVSSTIL: Du kender det sikkert: Julen og nytåret er forsvundet i en tsunami af fed mad, slik og alkohol i en mængde, så du 1. januar midt i dine tømmermænd ligger med en mad- og kropslede, der ikke kan sammenlignes med noget.
Derfor står nytårsforsætterne nærmest i kø. Det nye år skal være året, hvor det er slut med alt det usunde. Nu skal der motioneres og spises sundt, og vægten skal ned.
Og det hele skal helst ske på én gang lige med det samme.
Men det er ikke vejen frem, hvis man rent faktisk vil ændre nogle vaner og holde fast i dem. Det fortæller Kasper Myrup, indehaver af CrossFit Hobro på Smedevej, hvor man også kan mærke, at folk har store ambitioner for det nye år.
- Vi plejer normalt ikke at have det store rykind i januar, men i år kan vi virkelig mærke, at der sker noget. Der er rimelig meget run på for tiden, siger Kasper Myrup.
Han forstår godt mentaliteten og trangen til at gøre noget ved sig selv, når man tager hul på et nyt år. Men han maner alligevel til en form for besindighed, så alle de gode intentioner ikke dør, før det overhovedet er blevet februar.
- Vi er lige kommet ud af en december, hvor vi har stresset vores kroppe med for meget mad og for mange ting, vi skulle nå, og sikkert også for lidt søvn. Så kroppen har allermest brug for hvile og restitution, når vi når til januar - men her har vi så en tradition for at stresse den på andre måder ved lige pludselig at ændre på alt muligt i vores hverdag, siger Kasper Myrup og understreger, at det på ingen måde er vejen frem.
- Hvis man virkelig gerne vil ændre på sine vaner, er det ret vigtigt, at man starter stille og roligt ud og ikke forsøger at ændre på alt på én gang. Ellers vælter læsset. Man kan lige så godt droppe den dér idé med "New Year New Me", som mange sikkert har hørt om, tilføjer han.
Statistikken viser da også, at nytårsforsætter sjældent holder mere end nogle få uger. Men sådan behøver det ikke være.
Helt grundlæggende anbefaler Kasper Myrup, at man laver små, men positive ændringer. At man husker at få sin søvn og at drikke masser af vand i løbet af dagen.
- Og i stedet for at sætte en masse restriktioner op for sig selv, så man skærer sukker og alkohol og hvidt brød ud på én gang, kan man forsøge at vende den om i hovedet. Så man tænker på, at man gør noget godt for sig selv ved at spise lækker og næringsrig mad. Så man fylder nogle gode ting på i stedet for at fokusere på alt det, man synes, man skal skære fra, siger Kasper Myrup.
Han anbefaler også, at man sætter sig nogle procesmål i stedet for udelukkende at fokusere på et vægttab eller at sætte sig et måske uoverstigeligt mål om at skulle løbe et halvmaraton.
- De fleste vil have rigtig godt af flytte fokus til bare at finde glæden ved træning. Ved rent faktisk at få bevæget kroppen og svedt og have det sjovt imens. Hvis det er éns mål - at have det sjovt med sin træning - så kan man jo næsten ikke fejle, når man først finder noget, man kan lide. Og så kommer vægttabet sikkert helt af sig selv, siger Kasper Myrup.
Hos CrossFit Hobro er der i januar mulighed for at komme med på introforløb, hvis man er ny i crossfit-verdenen. Men det er ikke noget specielt nytårstilbud, understreger Kasper Myrup.
- Vi gør det løbende hen over året. Vi er måske nok et fitness-center som så mange andre, men vi er ikke vilde med at have for mange passive medlemmer - vi vil hellere have glade, aktive medlemmer, der rent faktisk kommer. Og derfor opfordrer vi også til, at man giver sig selv en stille og rolig start, så man føler, at man lykkes, siger Kasper Myrup.