Billede beskrivelse

Kunsttyve må ikke få det sidste ord

07. oktober 2025 kl. 06.02

MARIAGER: Tyveriet af fire bronzeskulpturer i Mariager natten til 23. august er fortsat uopklaret, og formodningen er, at de for længst er omstøbt og dermed gået tabt, men Godtfolk-gruppen, der står bag skulpturprojektet, giver ikke op og har nu indledt arbejdet med at få figurerne genetableret.

Freya Hvaste, der er primus motor i gruppen, fortæller, at man stadig er i gang med at undersøge, hvordan skulpturerne kan sikres mod tyveri, når og hvis det lykkes at komme i mål med opgaven.

- Vi har undersøgt forskellige ting som videoovervågning og gps-tracking, eller om de kan monteres, så man ikke bare kan skære dem af soklen. Vi får fortsat forslag udefra, men vi har ikke endeligt fundet frem til en løsning. Det kan ende med at vi i stedet for bronze, som vi helst vil have, vælger støbejern, der gør det uinteressant at stjæle dem, siger hun.

Billede beskrivelse

Gruppen har også overvejet, om det kan lade sig gøre at støbe en kerne af et værdiløst materiale og en tynd skal af bronze, men den løsning rummer et oplagt problem, påpeger Freya Hvaste.

- Hvis det ligner bronze, hvordan sikrer vi os så, at tyvene er opmærksomme på det? Vi kan selvfølgelig skrive en advarsel, men hvilke og hvor mange sprog skal den stå på, spørger hun.

Der venter også en lang eller i hvert fald sej proces med at rejse penge til genetableringen. De fire skulpturer kostede originalt 470.000 kroner. Når de skal støbes igen, løber det op i 80.000 kroner pr. styk.

Har startet indsamling

Gruppen har søgt og fået tilladelse fra Indsamlingsnævnet til en indsamling, som er igangsat på Facebook. Freya Hvaste tror ikke, at man ad den vej kan indsamle alle pengene, men alle bidrag tæller, og ikke mindst signalværdien er vigtig.

- Vi har allerede søgt fire fonde for at komme i mål med finansieringen, ligesom vi gjorde med de første skulpturer, og der tror jeg, det har en stor betydning, hvis vi kan demonstrere, at der er folkelig opbakning til det. Dertil kommer, at der vil være udgifter til gps-sikring og videoovervågning, og det håber vi, at indsamlingen kan dække. Under alle omstændigheder kommer figurerne op igen, så man risikerer ikke at spilde sine penge, siger hun.

Bidrag kan indbetales på Mobilepay på nummer 605020.

Her er listen over de skulpturer, der er blevet lavet og opstillet:

  • Evald Olesen, byens markedsudråber (1940–1990'erne), opstillet på Torvet foran Det Gamle Rådhus.
  • Niels Christensen Nøhr, kaldet “Nøhr” – Mariagers maskot, opstillet på Løvetorvet, Østergade 6-8.
  • Karen Eriksdatter Rosenkrantz, Mariager Klosters sidste abbedisse, afsløret oktober 2024 ved Mariager Kirke.
  • Aage Vestergaard Larsen, grundlægger af plastgenvindingsvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste