Juleklumme: Ged eller gås juleaften?

Julen er traditionernes fest.

Der skal helst ikke laves noget om i forhold til sidste år, og året før. På juletræet hænger den samme pynt, som den altid har gjort, og musikken i radioen er såmænd også år efter år den samme, selvom netop den for min skyld gerne måtte blive udskiftet.

Jeg er træt ind til benet af "Rockin' Around the Christmas Tree", og i år hang "Jul i Angora" mig ud af halsen allerede i begyndelsen af december.

Når det kommer til julemaden gælder princippet om status quo i endnu højere grad. Jeg mindes stadig med rædsel det år, julen skulle fejres hos svigermor, der var på slankekur og introducerede risalamande lavet på kvark og serveret med tranebærsauce! Der må være en grænse. Og det blev der da heldigvis også.

Men der er et område, der i min familie på tolereret vis har undergået en enorm udvikling gennem de sidste tifemten år: Mandelgaven.

Da jeg endnu boede hjemme ,og der fejrede jul med mine forældre og bedsteforældre, var mandelgaven altid det lille Disney-hæfte, Mandelgaven, skabt til lejligheden.

Men samtidig var der også en mandelgave II i tilfælde af, at det var en voksen, der fik mandelen. Her var gaven en massiv marcipanklump, formet som et ubestemmeligt dyr, gerne en flodhest, søko eller andet større, vandlevende pattedyr.

Jeg vandt på magisk vis hvert år Disney-hæftet. Jeg har faktisk aldrig fundet ud af, om det gik helt ærligt for sig, eller om mine forældre eller bedsteforældre, som altid ville mig det bedste, i et uopmærksomt øjeblik puttede mandelen over i min portion.

Og da jeg bestemt går ud fra, at mine retskafne forældre naturligvis ikke har ladet sig friste til at komme mere end en mandel i skålen, kan det også undre, at voksen-mandelgaven, marcipan-søkoen, altid endte hos min mor, der i øvrigt selv stod for kreationen.

I min familie elsker alle marcipan. Min mor genfortæller således hver jul over risalamanden historien om, hvordan hun som lille pige et år vandt marcipangrisen.

Hun gemte den sammen med vindermandelen i sin skuffe med undertøj, blandt de små poser med lavendel og små fine håndsæber. Da hun år senere endelig fik lyst til at spise den, var marcipanen stenhård og mandelen smagte af lyseblå sæbe. Den, der gemmer til natten, fristes man til at sige.

Måske er det også derfor, min mor som voksen, mens jeg læste Anders And-bogen, bestemt ikke gemte hverken gris eller mandel til senere fortæring, men allerede ved julebordet kastede sig over kræet med slet skjult begejstring.

Da min kone kom ind i familien overtog hun hurtigt både glæden ved marcipan og også opgaven med at formgive årets mandeldyr.

Det har hvert år siden givet fantasifulde svin i mærkværdige positurer. Et år lå den på ryggen og sprællede som, ja, en gris. Et andet havde den mørke solbriller af chokolade og lå henslængt på siden som en anden strandløve.

De små marcipankunstværker vækker hvert år begejstring, og der er igen gået ægte sport i at finde mandelen. Væk er enhver tvivl om snyd og hensyn til børn og børnebørn. Nu spises koncentreret og målrettet for at finde og for at vinde.

Men jeg mangler stadig at finde ud af, om min mor føler sig kørt ud på et sidespor, efter min kone overtog marcipanformgivningen.

Tilbage står også den gryende frygt for, hvilke andre revolter, min kone kan finde på. Min ældste søn bryder sig for eksempel hverken om marcipan eller risalamande og bør ifølge min kone ikke tvinges juleaften til at spise netop det, men i stedet bydes en skål is. Hun har også varslet, at hun om nogle år gerne serverede oksesteg i stedet for sprød svær og brune kartofler, holdt jul med kalkunsandwich og sand mellem tæerne i solbeskinnede Australien eller helt droppede festivitassen eller omsatte vores julebudget til geder og øvrig husdyrhold i Malawi, Men, næ, tak. Giv mig Disneys Juleshow kl. 16, utålmodige børn før aftensmaden, flæskesteg og risalamande uden kvark, men med marcipandyr, og for den sags skyld også " Rockin' Around the Christmas Tree" og " Jul i Angora" i radioen.

Glædelig jul!

Hans Wendelboe Bøcher er klummeskribent. Privatfoto