- Jeg spiller den mest vanvittige madamme

HOBRO: Både superspændende og sjovt at være med til.

- For vi lærer jo at slås jo med rigtige våben. Ikke skarpe, ganske vist - men rigtige, tunge stålvåben, som gør ondt at blive ramt af, forklarer to 17-årige, vordende debutanter i Fyrkatspillet - William Jensen og Rasmus Kristensen.

Begge går til daglig på rollespilsefterskole i Østerskov.

Lige nu udgør de og seks jævnaldrende kammerater kernen i en kampscene med fire krigere, der tjener enten Harald Blåtand - og dermed forsvarer Fyrkatborgen - eller tilhører hans oprørske søn Svend Tveskæg.

Blodigt opgør

Det kommer til et blodigt opgør med uundgåelige tab.

Men det er nu ikke derfor, at kampinstruktør Jon Kold benytter otte unge krigere til at udfylde de fire, relativt kortvarige, indsatser.

Publikum til Kvinden I Graven behøver nemlig ikke at frygte, at der ruller hoveder inde i Fyrkathusets dæmpet belyste mørke.

- Slet ikke. Selvfølgelig får publikum lyden af klingende stål at høre.

- Men det er sikkerhed frem for alt, når vi kæmper, idet slagene gennemføres i et adstadigt tempo.

- Vi skal ikke risikere fingerskader eller det, der er værre, beroliger Jon Kold.

- Omvendt har vi jo brug for øvede folk til en snes forestillinger, og unge kan jo af forskellige årsager have forfald her i en eksamenstid.

- Derfor har vi to aktører til hver af de fire krigerroller, uddyber kampinstruktøren.

Han har 25 års erfaring i at undervise unge i kampsport med brug af blanke våben.

At kæmpe er en kunst

- At lære at kæmpe i fuldt tempo tager flere år.

- Kunsten består derfor i at få det til at se ud af noget. Det skal også nok lykkes, selv om tiden er knap med kun fem øveaftener.

- Der findes mange fif såsom at tumle forbi hinanden og aflevere et lårslag bagfra. Nemt at udføre og supersikkert for aktørerne,

- Og hvis du hæver dit skjold en halv meters penge, signalerer du over for modparten, at du er til at dø, eksemplificerer Jon Kold.

Med i deres ageren hører efter sigende også, at nogen har forsynet krigerne med euforiserende stoffer.

Vanvittig madammeDen skyld tager vølven Grua i skikkelse af Vita Kvist gerne på sig.

- Jeg spiller den mest vanvittige madamme, der fylder sig med frø fra bulmeurter og bevæger sig rundt i enten en rus eller med kraftige abstinenser.

- Så jeg har givetvis overdoseret de unge mennesker, griner Vita Kvist.

- Indianere ville nok kalde mig en troldkvinde. I hvert fald ser jeg gerne, at omgivelserne forbinder mig med noget overnaturligt, og jeg giver den bare fuld gas.

- Det er ganske enkelt den fedeste rolle, jeg hidtil har haft, og dem har der ellers været nogle stykker af gennem mine år hos Fyrkat Spillene, forsikrer Vita Kvist.

Også gemalen Ole Kvist kan se tilbage på mange års optrædener i Fyrkathuset.

- Jeg er stykkets smed, og jeg har så nogenlunde styr på mine replikker nu.

- Men det bliver ikke nemmere, jo ældre man bliver, erkender han.

- Allerhelst vil jeg bare gerne gennemspille nogle lange forløb frem for hele tiden at blive afbrudt, fordi en bestemt scene skal spilles om, sukker Ole Kvist.

I rækken af skiftende instruktører er turen i år kommet til Lilje Windbirk, professionel manuskriptforfatter og skuespiller, der blandt andet har undervist på skuespil talentlinje i Randers.

Instruktør til farver

- Og når man som jeg fortrinsvis har arbejdet med yngre amatører, er det en rigtig sjov udfordring pludselig at skulle instruere nogle skønne, dejlige mennesker, som har været med mange år.

- De har tydeligvis formet deres roller her og besidder hver især en unik personlighed.

- Jeg fornemmer, vi får en både humoristisk og dramatisk vikingehistorie ud af det her samarbejde med an masse ping pong mellem de optrædende, vurderer Lilje Windbirk

- Og så kan jeg godt lide at skabe nogle flotte scenarier i mine forestillinger, hvilket de fantastiske omgivelser herude jo appellerer til.

Sammen med Kian Larsen, en dygtig lysdesigner jeg tidligere har arbejdet sammen med, vil jeg prøve at skabe nogle smukke billeder ved på forskellig vis at belyse Fyrkathusets rustikke og rå vægge, stiller Lilje Windbirk i udsigt.

Tjodolf og Trubadourix

Men lige så lidt som nogen anden adspurgt vil instruktøren ud med, hvem Kvinden I Graven mon var.

I levende live bringes hun fra Gotland til Fyrkatborgen af skjalden Tjodolf i skikkelse af Jonas Bilstrup.

I sin figur øjner han visse lighedstegn med tegneseriefiguren Trubadourix, der jo sjældent får lov at slå mange toner på sin lyre, førend Asterix og hans gæve gallere giver skjalden mundkurv på.

- Jeg giver da nogle enkelt strofer fra mig og får fortalt min historie, men jeg får egentlig en ussel behandling, inden de jager mig væk, griner Jonas Bilstrup og kalder historien for "en ren vikingekomedie".

Hvem var kvinden i graven

- Men hvem er hun så - hende Kvinden I Graven?

- Det får vi jo nok at se, udenomssnakker Jonas Bilstrup behændigt.

Selv indkredsede manuskriptforfatter Jørgen W. Larsen sin mystik omspundne figur på denne måde:

- Måske anså datiden hende for at være en vølve - en kvinde med overnaturlige egenskaber, som man har gjort til en heks med en tryllestav.

- Der herskede jo så mange myter, snak og meninger om vølve dengang, men man kendte jo også en del til planter med euforiserende virkninger, så .....

Vil du vide mere, er det i Fyrkathuset fra fredag 25. maj klokken 19, det foregår.