Billede beskrivelse

De vil sammen skabe områdets største og mest festlige julefrokost

25. august 2022 kl. 13.06

Selvom det stadig er sensommer og dejligt sommerlunt i vejret, så er forberedelserne til årets julefrokostsæson godt i gang mange steder. Det gælder blandt andet i Hobro Idrætscenter, der allerede har detaljer og program på plads til ”Hobro Julefrokost 2022”. En fest, der i år afvikles i tæt samarbejde med Hobro IK.

Julefrokosten i idrætscenteret er for mange lokale blevet en tradition. Inden coronaen aflyste 2020-udgaven og betød en reduceret udgave i 2021, var det en fest, der siden 2014 hvert år har trukket omkring 800 til lækker julemad, dans, musik og hyggeligt samvær.

I år løber festen af stablen lørdag den 3. december, hvor der udover stor julebuffet og dertilhørende våde varer, er topunderholdning ved Sigfreds Fodvarmere som opvarmning, trioen ”En kort en lang” under middagen og showorkesteret ”Hit Parlamentet”, når der skal fyres op under dansegulvet.

- Vi har sammensat et superstærkt underholdnings- og musikprogram, og julemenuen vil være i sikre hænder hos Hobro Idrætscenters køkkenchef, fortæller Johnny Wulff Andersen, centerchef i Hobro Idrætscenter, der håber, at festen igen i år runder godt 800 deltagere, og dermed bliver en stærk kandidat til områdets største julefrokost.

Som noget helt nyt afvikles festen i år i tæt samarbejde med fodboldklubben Hobro IK.

- Vi har de seneste år udvidet vores samarbejde med Hobro IK betydeligt. Udover, at de benytter vores faciliteter, så leverer vi frokost til klubben på alle hverdage, mad til spillerne til alle udekampene og et par gange per sæson også maden til gæsterne i VIP Loungen, så det var helt naturligt for os, at de skulle med ombord og være en del af dette arrangement. Vi forsøger også hele tiden at involvere byens foreningsliv i vores aktiviteter i Hobro Idrætscenter, og dette er et godt eksempel, fortæller Johnny Wulff Andersen.

Hos Hobro IK er man også rigtig glade for samarbejdet og dermed også at blive en del af den traditionsrige og populære fest.

- Vi har et fantastisk godt samarbejde med Hobro Idrætscenter, og at vi nu bliver en del af den traditionsrige ”Hobro Julefrokost” er vi rigtig glade for, fortæller Per Andersen, formand i foreningen Hobro IK af 1913.

- Vi kan selvfølgelig byde ind med en masse arbejdskraft til både forberedelserne, afviklingen og oprydningen, herunder vil vi på selve aftenen, som et lille tvist, blandt andet sørge for gæstebartendere fra Hobro IKs førstehold.

- Jeg kunne godt forestille mig, at samarbejdet om julefrokosten kan blive startskuddet til, at vi fremadrettet sammen laver andre spændende events til glæde for hele lokalområdet, slutter Per Andersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste