Betonskulpturer bidrager til biodiversiteten
Beton og biodiversitet lyder måske ikke umiddelbart som to ting, der går hånd i hånd. Men resultatet af en betonworkshop, som AMU Nordjylland var vært for, beviser, at det sagtens kan være tilfældet.
På workshoppen deltog 200 ingeniør- og arkitektstuderende fra Aalborg Universitet og struktør-elever fra AMU, som havde fået til opgave, at skabe de flotteste og mest funktionelle betonskulpturer under temaet biodiversitet.
Det var biologer fra Mariagerfjord Kommune, der havde bestemt temaet, og betonkreationerne blev efterfølgende bedømt af en dommerkomité, hvor blandt andre borgmester Mogens Jespersen sad med ved bordet.
Biolog Mette Vesterhaab er begejstret for de 19 betonskulpturer, som nu står rundt om i kommunen.
- Dem har vi nu placeret de steder i vores kommune, hvor vi ønsker at sætte fokus på biodiversitet. Vi bruger de smukke figurer til at fremhæve allerede fantastisk natur og fede biodiversitetsprojekter skabt i samarbejde med skoler, genbrugspladserne og enkelte virksomheder, siger hun.
Skulpturerne, der er udformet som svampe, træstubbe, honningbikuber, krokodiller og meget andet, kan findes forskellige steder i Hobro, Arden, Mariager, Hadsund, Als og Øster Hurup.
På skattejagt i naturen
Biolog Mette Vesterhaab opfordrer folk til at søge ud i naturen og gå på skattejagt - enten efter skulpturerne eller i det plante- og dyreliv, hver skulptur huser, og som med tiden vil blive mere alsidigt.
- Brug en efterårsdag på at gå på jagt efter betonfigurerne, eller fordyb dig blot i en enkelt ad gangen, når du bevæger dig rundt i kommunen, lyder det fra Mette Vesterhaab, som tilføjer:
- Der vil vokse planter op ad skulpturerne og ligge bunker af visne blade rundt om. De vil altså helt naturligt vokse til, måske blive grønne og få mosser, og så håber jeg bare, at musen, pindsvinet og tudsen flytter ind i de flotte betonhuse. Det glæder jeg mig til at følge.