Billede beskrivelse

10 millioner investeres i miljøet og fremtiden

05. september 2025 kl. 11.02

MARIAGER: Aage Vestergaard Larsen A/S (AVL) i Mariager er Nordens førende virksomhed inden for genanvendelse af plast, og at operere inden for denne branche forpligter, mener man i virksomheden.

Her har man netop taget et avanceret regnvandsrensningsanlæg i brug på virksomhedens 100.000 kvadratmeter store fabriksgrund i Mariager. Investeringen, der var budgetteret til 8 millioner kroner, men løb op i 10, er foretaget udelukkende af miljøhensyn og har til formål at forhindre udledning af mikroplast til det offentlige ledningsnet.

Anlægget, der er udviklet i samarbejde med UCON, A/S Karl Jensen og AVL’s egne specialister, består af et 3.500 vadratmeter regnvandsbassin, en 1 km lang vandledning og et mekanisk renseanlæg, der opfanger partikler ned til 100 mikrometer. Og det virker.

- Anlægget fungerer over al forventning og har bevist sin effektivitet under kraftige regnskyl. Det rensede regnvand ledes kontrolleret tilbage til det offentlige system, og vi kan fremover genbruge dele af vandet i produktionen – blandt andet i forvaskeprocesser, siger Franz Cuculiza, administrerende direktør i AVL.

Virksomheden behandler årligt 15.000 tons plastaffald fra over 100 kunder i Danmark og Norden og er certificeret under Operation Clean Sweep – et internationalt program for bekæmpelse af mikroplastforurening.

- Vi er stolte af at tage ansvar for miljøet og vores branche. Dette projekt er et skridt på vejen mod en endnu mere bæredygtig plastproduktion, siger Franz Cuculiza.

AVL ejes og ledes af grundlæggeren Aage Vestergaard Larsens efterladte, hans enke, Karen Buk Larsen, datteren Gitte Buk Larsen og sønnen, Frank Buk Larsen. For dem ligger investeringen i direkte forlængelse af virksomhedens 53 år lange historie.

- Rensningsanlægget er ikke noget, vi kommer til at tjene penge på, men vi kommer altid til at gøre det rigtige, når vi finder løsninger, der virker. Det er en investering i fremtiden og kan måske tjene som eksempel for andre virksomheder, siger hun.

AVL arbejder intenst på at øge genanvendelsen af plast fra husholdningsaffald, der har høj prioritet både nationalt og globalt.

- Paradoksalt nok har vi problemer med plast fra Danmark, fordi forsorteringen ikke er god nok. Derfor importerer vi plast fra Sverige, hvor man har meget bedre styr på det, fortæller Gitte Buk Larsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste