Koncertarrangør har sin helt egen opskrift på succes – i år forventes der udsolgt
I år er det 11. gang i træk, at Event-Danmark inviterer til sommerkoncert i ferie- og badebyen Øster Hurup. Første koncert var tilbage i 2015, og det blev en hård start med dårligt vejr og få publikummer. Men hvert år lige siden har musikfesten været en bragende succes. Det skyldes, at arrangøren hvert år har været tro mod sin egen opskrift, der indeholder lige nøjagtigt de ingredienser, som publikum elsker.
Dette års udgave af Øster Hurup Sommerkoncert løber af stablen lørdag 18. juli – traditionen tro ved boldbanerne på Langerimsvej i Øster Hurup.
Stærkt line-up
Årets musikprogram byder på Poul Krebs, Lars Lilholt Band, Queen Machine, Birthe Kjær & The Feel Good Band, Bryan Adams Tribute, GasBox, The Powls og MD Duo, og dykker man ned i line-uppet, får man en stor del af forklaringen på, at koncerten i sommerlandet år efter år trækker fulde huse. Det er syng-med-kunstnere fra den øverste danske musikhylde. Kunstnere, der kan skabe en fest – og ja, en fest bliver det altid i Øster Hurup.
- Lars Lilholt har været med siden starten for 11 år siden, og Birthe Kjær har været der mere end en håndfuld gange. Samtidig har alle andre fra dette års koncert også været med én eller flere gange, så det er et velkendt og meget populært line-up, fortæller Gert Degn, indehaver af Event-Danmark, der står bag koncerten.
- Jeg har nogle gange overvejet, om jeg skulle ryste posen med nogle helt nye navne, men det er altid blevet en ultrakort overvejelse, for Øster Hurup Sommerkoncert er blevet en syng-med-fest, hvor publikum simpelthen vil kunne skråle med på både ”Den knaldrøde gummibåd”, ”Kald det kærlighed” og i år også ”Sådan nogle som os har brug for en kæreste”, ”Summer of 69” og ”We are the Champions”, tilføjer Gert Degn.
Nem transport til og fra koncerten
En anden vigtig ingrediens i succesopskriften er, at det skal være nemt at besøge sommerkoncerten, herunder at man kan nyde en iskold fadøl uden at skulle tænke på at køre bil.
Derfor er der indsat specialbusser til og fra koncerten. Busser, der kører fra henholdsvis Aalborg, Aars, Hobro og Randers. Busserne stopper ved alle de mindre byer imellem de fire nævnte byer og Øster Hurup. Naturligvis både før og efter koncerten.
- Når man skal hygge sig til sådan en festlig dag i sommersolen sammen med venner og familie, er det dejligt og bekymringsfrit, at man ikke skal tænke på hverken chaufførtjans eller det praktiske med parkering. Derfor har busser altid været et tilbud, og det er noget, rigtig mange benytter sig af. Og for nogen, så starter festen allerede i bussen, fortæller Gert Degn.
Endnu bedre faciliteter
Mens meget følger en velkendt opskrift, er der også meget, der er blevet fornyet igennem årene.
I begyndelsen bød koncerten blandt andet kun på to eller tre musiknavne – i dag er der otte kunstnere på plakaten, fordelt på to scener. Samtidig er faciliteterne løbende blevet opgraderet, blandt andet med flere toiletter, madboder, barer og generelt bare en endnu bedre og hyggeligere plads.
- Jeg er stolt over det, som Øster Hurup Sommerkoncert har udviklet sig til. Nemlig en musikfest, hvor gæsterne ved, hvad de får, og de knuselsker det. Det skaber en helt særlig stemning på pladsen, og jeg får altid masser af positiv feedback efter koncerterne, men jeg lytter naturligvis også til dem, der har input, fortæller Gert Degn, der også mindes den første koncert tilbage i 2015, som var fordelt over to dage og var en mindre katastrofe.
- Det var hundekoldt, og det regnede og blæste så meget, at scenen gik i stykker. Der var kun cirka 1.000 publikummer, og der blev solgt mere kaffe end fadøl.
- Jeg fik en økonomisk lussing og var meget tæt på at skippe min plan om at fortsætte med Øster Hurup Sommerkoncert. Heldigvis er jeg opdraget til at hoppe op på hesten igen. Siden har koncerten været en succes, og i år regner jeg med, at der bliver meget tæt på udsolgt. I øvrigt ligesom det har været tilfældet de sidste mange år, slutter Gert Degn.
Du kan købe billetter til Øster Hurup Sommerkoncert 2026 på: Østerhurupsommerkoncert.dk