Se alle billederne: Her er der julestemning for fuld musik

20. november 2022 kl. 16.56
Opdateret 22. november 2022 kl. 13.08

Med en iskold vind og en snert af snefnug i luften er der dømt rigtig julestemning på Ålbæk Julemarked i denne weekend.

Duften af gløgg og varm kakao, vafler og æbleskiver blander sig med sangstemmer fra teltet.

Det er Jeanet og Rune Møller Nielsen, der spreder julestemning med sang i teltet, og julemarkedsgæsterne synger med. Sidste weekend var det Tina Siel, der sang. Næste weekend er det Johnny Hansen fra Kandis, der spiller op.

Og julen kommer tidligt i Aalbæk. Julemarkedet slog allerede dørene op d. 10. november.

Julemanden tusser rundt i sin kæmpe julemandsfrakke og deler godter ud fra sin kurv. Scenen er sat med små, juleoplyste huse med specialiteter af forskellig slags som julekugler, juletræer og gran.

Nissesokker og lokal urte-te

Hytterne med hjemmelavet julepynt og nissesokker, som du kan købe med hjem, blander sig med lokalt kunsthåndværk, keramik og pølser fra Høsten Torp Røgeri i Bindslev.

Andre specialiteter blander sig også med julens godter. I Restaurant Blink og Baghavens Julehus sælger køkkenchef Matilde Grue Frederiksen og mesterbager Maciek Oleksy hjemmelavede cremer og sæber fra mærket Splash Splash, som Oleksy står bag. Og du kan købe te med hjem, som er lavet af urterne i den historiske køkkenhave ved Anchers Hus i Skagen.

Og så er der salte pandekager med ost, æg, skinke og urter til dem, som er sultne efter andet end æbleskiver.

Er du shoppelysten efter andet end julesokker og kunsthåndværk og lækre specialiteter, har køkkenfirmaet Tupperware skam også en hytte med salg af deres populære køkkenting.

Gæster også i julen

- Det er vigtigt for os, at det juleboderne sælger har en god kvalitet, og at boderne tilsammen tilbyder noget forskelligt. Selvom du måske kan få varm kakao eller glaspynt flere steder. Og så må det gerne være julet, siger medlem af handelsstandsforeningen Ulla Mosich fra Aalbæk Badehotel, som fortæller, at julemarkedet også er skabt for at tiltrække gæster til byen udenfor den helt almindelige turistsæson.

- I de to første weekender i år har vi haft mindst 2-3.000 mennesker på markedet, fortæller Ulla Mosich. Man betaler en entrébillet på 20 kr., og den gælder så hele weekenden. Entré-indtægterne går til vedligehold og nye tiltag og opbevaring af hytterne resten af året.

Julemarkedet fungerer desuden udelukkende ved hjælp fra en masse lokale frivillige - f.eks. står den lokale håndboldklub i entré-hytten i hele åbningstiden.

Ålbæk Julemarked blev afholdt første gang i 2018, og i år er det fjerde gang, da markedet var aflyst i 2020 pga. corona.

Julemarkedet er åbent til og med søndag d. 11. december.

Fredag fra kl. 14.00 til 18.00 og lørdag og søndag fra kl. 11.00 til 18.00.

Markedet holder til på pladsen ved Aalbæk Badehotel.

Del artiklen

Jul i Nordjylland

Hvis du er på udkig efter hyggelige og uforglemmelige julearrangementer for hele familien i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her kan du finde et hav af forskellige bud på juleaktiviteter i Nordjylland, der byder på alt fra besøg på de magiske julemarkeder, julekoncerter hvor du kan nyde årets juletoner til en hyggelig dag i juleshoppingens tegn. Lad dig inspirere til en fantastisk jul i det nordjyske med aktiviteter for enhver.

Tema

Jul

Juleguiden