
Rekord: Seks samlede godt en kvart million
273.400 til den lokale julehjælp
VESTHIMMERLAND: Med en times intensivt arbejde samlede seks medlemmer af Dansk Folkehjælps erhvervspanel 273.400 kr. til den lokale julehjælp.
Det betyder, at der bliver dækning for Dansk Folkehjælp Vesthimmerlands julehjælp, som er målrettet enlige forsørgere på overførselsindkomst. Takket være en brav indsats fra de seks indsamlere blev der sat ny indsamlingsrekord.
Indsamlingskoordinator Ib Jensen, Dansk Folkehjælp Vesthimmerland, havde frygtet, at bidragsyderne ville have skåret ned på årets støtte.
- Men det blev heldigvis ikke tilfældet. Det kunne ellers have været en giftig cocktail, hvis de hårde tider havde formindsket vore muligheder for at hjælpe de mest udsatte børnefamilier, fordi krisen kradser i det øvrige samfund, understreger Ib Jensen.
Efter indsamlingssuccesen ser det lyst ud med at imødekomme de 123 ansøgninger og øvrige presserende formål i lokalområdet.
Ansøgningerne er gennemgået og verificeret af Vesthimmerlands Kommune.
Hver familie får et gavekort på 1000 kr. til mad og 800 kr. til køb af julegaver til børnene.
- Der er grund til at være stolt over opbakningen fra de mange bidragsydere og indsamlerne. Resultatet vil gøre juleaften lidt hyggeligere, understreger Ib Jensen.