34-årige Kasper Nørgaard har tænkt sig at bruge en del af juleaftensdag på at give oplevelser til nogle af dem, der har mest brug for det.
Mennesker

Kasper giver juleoplevelse på hjul: - Juleaften er bare ikke en dag, hvor man fortjener at være alene

Juleaftensdag er der en gratis oplevelse på nordjysk strand

23. december 2022 kl. 11:23

VENDSYSSEL: Han havde egentlig ikke selv de store planer for juleaften. Og derfor besluttede 34-årige Kasper Nørgaard fra Løkken, at han ligeså godt kunne gøre noget for andre.

- Jeg tror jo egentlig, at det skyldes, at jeg er blevet inspireret af nogle af alle dem, der gør noget godt for andre i julen. Så jeg håber egentlig bare, at jeg også kan være med til at give en god dag til nogle af dem, der har brug for det, forklarer han.

Kasper Nørgaard kan godt lide tanken om, at netop julen får os til at gøre lidt ekstra for hinanden.

- Det er jo nok noget, der er rodfæstet dybt i os alle gennem vores kultur. Det bunder på værdier om næstekærlighed, siger han.

Så planen er derfor, at Kasper Nørgaard 24. december mellem klokken 10 og 14 vil give gratis køreture i et terrængående køretøj - en såkaldt UTV - på stranden i Løkken.

24. december arrangerer "OutNature By Vesteent" en køretur på stranden ved Løkken - så på den måde er der mulighed for en ekstra juleoplevelse, for nogle af dem, der har mest brug for det.

Målgruppen for deltagere i den lille begivenhed er først og fremmest familier, der måske sidder lidt stramt i det rent økonomisk - eller folk, der har udsigt til at være ensomme juleaften.

- Juleaften er bare ikke en dag, hvor man fortjener at være alene - og derfor vil jeg gerne række lidt bredt ud med det her tilbud.

Kasper Nørgaard er en del af det lokale eventfirma "OutNature By Vestevent" - og netop derfor var UTV-turene oplagte for ham at tilbyde.

- Der skal være plads til at folk kan få gode oplevelser i julen, og sådan én vil jeg gerne være med til at give, siger Kasper Nørgaard.

Tag gerne kontakt

Køreturene på stranden i Løkken varer ifølge Kasper Nørgaard mellem 15 og 20 minutter per styk, og det er med udgangspunkt i adressen Sdr. Strandvej 6e, hvor OutNature By Vestevent holder til.

- Vi ser helst, at man lige kontakter os på forhånd, så vi kan aftale nærmere omkring det praktiske - og sikre, at der er plads til så mange som muligt. 

Udover selve køreturen så er det også faldet på plads, at deltagerne kan få foreviget oplevelsen. Fotografen Ruslan Merzlyakov - som bor på Nykøbing Mors og i øvrigt er en af landets dygtigste til at fotografere stjernehimler - kommer således og tager billeder. 

Så alt i alt er det et rigtigt fint lille arrangement, som Kasper Nørgaard har fået stablet på benene.

Hvad med juleaften?

Og hvordan er det så egentlig med Kasper Nørgaards egen juleaften?

- Jeg var egentlig havnet lidt som en lus mellem to negle. Jeg har en mor og en far, som ikke er sammen længere, så ofte har det været sådan, at jeg holder jul det ene sted den 23. december  - og det andet sted den 24. december, forklarer han.

- Men i år er det sådan, at de begge holder jul 23.december, så egentlig skal jeg den aften være to steder på én gang - og til gengæld havde jeg så ingen planer for selve juleaften.

- Men der var en kollega, der fandt ud af, at jeg ikke skulle noget juleaften, så han forbarmede sig over mig. Så nu skal jeg hjem til dem for at spise, siger Kasper Nørgaard.

Du kan på OutNature By Vestevnets Facebookside se mere om arrangementet juleaftensdag.

Jul i Nordjylland

Hvis du er på udkig efter hyggelige og uforglemmelige julearrangementer for hele familien i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her kan du finde et hav af forskellige bud på juleaktiviteter i Nordjylland, der byder på alt fra besøg på de magiske julemarkeder, julekoncerter hvor du kan nyde årets juletoner til en hyggelig dag i juleshoppingens tegn. Lad dig inspirere til en fantastisk jul i det nordjyske med aktiviteter for enhver.

Se hele temaet