
Gik du glip af Tinka-nissehuen? Så er den kreative løsning lige her
Tinka-nissehuerne er udsolgt igen i år, men der er håb, hvis dine børn eller børnebørn ikke nåede at få en med
HOBRO: Igen i år har der været rift om de populære Tinka-nissehuer, som i 2019 fik desperate forældre til at gå gennem både ild og vand for at skaffe dem til deres børn. For mange af dem var det desværre forgæves.
For selv om det i år blev lovet, at der ikke ville blive mangel på nissehuer, inden julekalenderen "Tinka og Sjælens Spejl" gik i luften 1. december, blev der alligevel meldt udsolgt sidst i november.
På dba.dk kan man købe huer til mellem 100 og 400 kroner - men man kan også tage en lidt sjovere løsning og finde strikkepindene frem.
Det fortæller Dorthe Andersen, indehaver af Dorthes Garnbutik på Banegårdsvej i Hobro.
- Jeg fik ideen til en Tinka-hue, da jeg kunne høre på mange af mine kunder, at nu kunne man ikke købe Tinka-huen længere. Den var udsolgt. Så derfor måtte jeg igang, siger Dorthe Andersen, der selv har lavet opskriften til den fineste unikke Tinka-hue.
Kun to nøgler garn skal man bruge, så prisen stikker ikke af, forsikrer hun. Og så er opskriften så nem, at nærmest alle kan være med.
- Det kræver kun, at man kan strikke ret og lukke masker af på en rundpind eller strømpepinde. Når huen så er færdig, skal den filtes i vaskemaskinen på 40 grader, så har du en hue - og så har dit barn eller barnebarn et styk unik Tinka-nissehue som mor, mormor eller farmor har strikket, siger Dorthe Andersen.
Huen strikkes på pind 5, så det går hurtigt. Og både garn, opskrift og udstyr kan erhverves hos Dorthes Garnbutik. Så det er bare med at komme i gang.
- I kan nå det endnu, siger Dorthe Andersen.