Sol og Strand er klar til at åbne dørene for alle, der enten sidder alene, eller er forhindret i at besøge eller få besøg af familie og venner 24. december.
Livet her

Åbner dørene juleaftensdag: - Ingen skal sidde alene

16. december 2022 kl. 15:01

LØKKEN: Julen er som bekendt hjerternes fest – en tid til fællesskab og samvær. Men ikke alle har nogen at jule med. Der er dog ingen i Løkken og opland, der skal sidde alene juleaftensdag. Det mener man hos Sol og Strands bureau i Løkken.

-Julen skal være hjerternes fest, og ingen skal sidde alene juleaftensdag, siger bureauchef ved Sol og Strand i Løkken, Charlotte Rehder Borup.

Derfor gør Sol og Strand klar til at åbne dørene for alle, der enten sidder alene, eller er forhindret i at besøge eller få besøg af familie og venner 24. december.

Jul om eftermiddagen

Dørene er åbne i tidsrummet 13-18 for alle i Løkken og opland, der sidder alene eller bare gerne vil være med til at markere julen med andre. Der vil være kaffe på kanden, julemusik i højtaleren og Super Brugsen Løkken har doneret lidt godt til ganen.

Charlotte Rehder Borup fortæller, at tilbuddet juleaftensdag ikke noget, som Sol og Strand har tradition for at gøre. Tilbuddet er  iværksat på initiativ af medarbejdere, der selv skal arbejde juleaftensdag. Bureauets nødtelefon skal nemlig passes, også 24. december, hvorfor der alligevel er folk på arbejde.

- Det synes jeg er så flot og rigtigt tænkt og helt i tråd med de værdier, som Sol og Strand og den velgørende fond, der ejer Sol og Strand, bygger på, siger Charlotte Rehder Borup.

Erfaring med ensomhed

Lotte Longomontanus Nielsen, ferierådgiver på Sol og Strand-bureauet i Løkken, er en af de medarbejdere, der er på arbejde 24. december og som har taget initiativ til, at bureauet nu åbner dørene juleaftensdag. Hun lægger ikke skjul på, at det var egne oplevelser med ensomhed i julen, der fik hende til at foreslå tilbuddet:

- Jeg kender oplevelsen af at være alene, og jeg lever i et lokalsamfund i Vendsyssel, hvor jeg møder mennesker, der kommer til at sidde alene i julen. Det var med dem i tankerne, jeg fik idéen om at gøre noget andet, end vi plejer, når nu vi alligevel er nogle stykker, der er på arbejde 24. december, fortæller Lotte Longomontanus Nielsen.

Forventningsfuld uanset fremmøde

Sol og Strand tør endnu ikke give et bud på, hvor mange der kommer til julearrangementet 24. december, men uanset om der kommer to, 25 eller 50, så er Lotte Longomontanus Nielsen fortrøstningsfuld:

- Jeg har været i restaurationsbranchen i mange år og kan godt lide at møde forskellige mennesker – det gør vi jo i forvejen i hverdagen i Sol og Strand. Så jeg ser meget frem til det, uanset hvor mange, der kommer. Vi glæder os bare til at se mennesker, der gerne vil møde andre mennesker med hjertevarme, siger Lotte Longomontanus Nielsen.

Jul i Nordjylland

Hvis du er på udkig efter hyggelige og uforglemmelige julearrangementer for hele familien i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her kan du finde et hav af forskellige bud på juleaktiviteter i Nordjylland, der byder på alt fra besøg på de magiske julemarkeder, julekoncerter hvor du kan nyde årets juletoner til en hyggelig dag i juleshoppingens tegn. Lad dig inspirere til en fantastisk jul i det nordjyske med aktiviteter for enhver.

Se hele temaet