Finn gav gadebørn en fremtid

For 20 år siden rejste fotograf Finn Byrum til Peru for at fotografere gadebørn i Perus hovedstad, Cusco, der er kendt for at være inkaernes arnested og hovedstad.

Det blev på alle måder en livsomvæltende rejse ind i en verden, som Finn Byrum aldrig havde set før, selvom Cusco på overfladen så rigt, velplejet og velhavende ud.

- Peru er dobbelt på mange måder - der er sindssygt mange børn derude, som er fattige, fortæller Finn Byrum.

Med sig havde han en guide, der ikke blot skulle hjælpe ham med at oversætte, men også sikre, at han kom helskindet ind og ud af den dybeste slum i Cusco.

For bevæger man sig ind i det mørke, der befinder sig uden for de pæne gader, som millioner af turister besøger for at opleve Peru, så er der ingen garanti for, at man slipper helskindet ud igen.

De børn, han mødte og fotograferede, var børn uden troen på, at en gylden fremtid lå og ventede dem. For deres vedkommende havde Cusco intet andet end en hverdag med narko, kriminalitet, vold og kampen for overlevelse at byde på.

Mens Finn Byrum med sit kamera bevægede sig rundt i slummen med Jesús Napancca ved sin side, fortalte Jesús Napancca om sin egen barndom.

- Han var selv gadebarn og havde drømt om at lave en skole for gadebørn, fortæller Finn Byrum.

Jesús Napanccas drøm var at undervise gadebørnene, lære dem engelsk og almindelig pli, takt og tone, så de kunne kommunikere med turisterne og tjene nogle penge ved blandt andet at være guides. Penge, der måske kunne løfte dem ud af den slum, de var født ind i og som de efter alt at dømme ville dø i.

- Cusco er proppet med turister, men børnene kunne ikke et ord engelsk. Det lyder helt tosset, fortæller Finn Byrum, der efter at have set, hvad gadelivet havde at byde børnene, følte sig kaldet til at række en hjælpende hånd ud.

- Vi fik papirerne i orden og grundlagde skolen i 2000, fortæller Finn Byrum, der i 2002 sammen med Jesús Napancca fandt den bygning, hvor skolen først blev etableret.

Men her var arbejdet langt fra slut for Finn Byrums vedkommende. Foran ham lå års arbejde med at samle penge ind til skolen.

- Mit mål var, at det skulle løbe rundt. Det gør det i dag, fortæller Finn Byrum, der end ikke overvejede at give op, da det så sortest ud.

For han har så mange gange oplevet, at de projekter, der bliver sat i søen, efterlades af græsrodsbevægelser og ildsjælene, når pengene slipper op.

- Nogle gange er folk jo langt værre stillede end før de fik hjælp. De har fået noget, der er blevet taget fra dem, påpeger Finn Byrum, der derfor havde bestemt sig for at gå ind i projektet med liv og sjæl.

I 2007 fik han hentet Jesús Napancca til Danmark, så han sammen med Finn Byrum kunne fortælle både danske, hollandske og tyske organisationer og foreninger om det arbejde, der blev lavet.

- Vi var rundt med hatten i hånden. Og det hjalp, at han var der, så de kunne spørge ham om ting, fortæller Finn Byrum.

Turen rundt i Danmark, Holland og Tyskland viste sig at blive en succes, der fik afgørende betydning. Målet var, at skolen ikke skulle være afhængig af donationer, men kunne overleve ved at tilbyde blandt andet undervisning i engelsk til turister.

I dag kan Finn Byrum se, at års hårdt arbejde har båret frugt, takket være gavmilde menneskers donationer.

For de penge, der blev givet til arbejdet i Peru, har gjort, at det var muligt at købe en ejendom, der lå velplaceret på grænsen mellem det pæne Cusco og slummen, hvor børnene holder til.

Drømmen om en skole, der ikke blot gør en forskel for børnene i slummen, men også er selvforsynende, er blevet virkelig.

Ikke mindst takket være Jesús Napancca, der er den egentlige årsag til, at det lykkedes, fortæller Finn Byrum, der ikke er i tvivl om, at projektet ellers var kollapset.

- Han viste sig jo at være lynende skarp og formåede at køre det videre, fortæller Finn Byrum.

I dag underviser skolens personale gadebørnene i engelsk om formiddagen, mens man underviser turister i spansk om eftermiddagen. De penge, der tjenes ind via undervisning af turister, er med til at sikre, at gadebørnene fortsat kan få den undervisning, der har vist sig at være afgørende for deres fremtid.

Mange af de børn, har der lært engelsk på skolen, har i dag fået et helt andet liv milevidt fra det, andre børn fik.

På skolen fortsætter man det gode arbejde i håbet om at gøre en forskel for endnu flere børn.

Det er dog ikke alle, man kan tage ind. Hvert år finder skolen børn på gaden, som bliver tilbudt at gå på skolen. Dem, der siger ja, kommer til samtale og optagelsesprøve. Nogle siger nej tak til tilbuddet og mange falder hurtigt fra. Enkelte, fordi de ikke har evnerne. Men langt de fleste af dem, der falder fra eller takker nej, har ganske enkelt ikke ressourcerne til at bryde ud af det jerngreb, slummen har om dem.

De formår ikke at finde det overskud, der skal til for at kunne og ville lære, fortæller Finn Byrum, som accepterer den hårde kendsgerning, at det ikke er alle, der formår at bryde ud af den intethed, der eksisterer i Cuscos dybeste slum.

I stedet varmer han sig ved, at det arbejde, han i en pludselig indskydelse valgte at gå i gang med, faktisk har gjort en forskel i en verden, hvor mange lever på kanten til intet. 10 procent af de børn, der bliver optaget, får lov til at læse i halvandet år på skolen og det giver dem mulighed for at studere. Mange børn har formået at uddanne sig og få gode jobs.

- Man bliver glad, når sådan noget lykkes, fortæller Finn Byrum, aldrig har tjent en krone på det projekt, han i dag har overdraget fuldt og helt til Jesús Napancca.