20-årige Mirjam bygger oven på sin onlinesucces - og åbner ny butik i Løkken
Det startede med en god idé i gymnasiet.
Her besluttede Mirjam Magdalene Andersen at indkøbe genbrugstøj og sælge det igen på nettet. Det tog pludselig fart og blev faktisk en god forretning.
Efter gymnasiet brugte hun sit sabbatår på at videreudvikle sin nye virksomhed - og begyndte blandt andet at designe sit eget tøj.
Og med både hjemmeside og webshop på plads i slutningen af 2023, vækstede forretningen igen med raketfart.
- Og så var lageret hos mine forældre pludselig heller ikke stort nok længere, forklarer Mirjam til Ligeher.nu.
Vi snakker med hende som optakt til den næste store milepæl på hendes iværksætterrejse - nemlig åbningen af hendes kombinerede butik og café i Løkken, der har første åbningsdag denne lørdag, 5. april.
Le Magda er selve brandets navn, og udvalget består - foruden diverse over- og underdele i adskillige stofvarianter - også af tasker, smykker og sko.
Tøjet henvender sig primært til unge mennesker, men Mirjam fortæller, at hun også jævnligt afsætter produkter til ældre aldersgrupper.
Fordel i butik
Når hun slår dørene op til sin nye butik i Løkken, er det samtidig kulminationen på længere tids arbejde på at folde Le Magda-universet ud i et fysisk format.
- Når man har en fysisk butik, skaber man noget troværdighed hos sine kunder. Man får den her kontakt med dem på en helt anden måde, end hvis man udelukkende møder dem online. Det er klart en fordel ved at have en butik, at folk kommer ned for at prøve tingene, inden de laver et køb, siger Mirjam.
Hun tilføjer, at hun på det nye sted forener både lager- og pakkecentral sammen med en butik og et caféområde - som tilmed også får prøverum.
Alt sammen er det samlet på cirka 180 kvadratmeter - og mest af alt glæder Mirjam sig bare til, at det hele skal forløses.
- Jeg håber, at det bliver en succes, og at folk, både fra nær og fjern, slår et smut forbi. Og så håber jeg, at de lokale vil bakke op om butikken, særligt når strømmen af turister ikke er så stor. Det er meget nyt det hele, og det er gået virkelig stærkt. Så jeg er meget spændt, inden det går løs, siger hun.
Du finder Le Magda på Sdr. Strandvej 6 i Løkken. Dørene åbner første gang lørdag 5. april kl. 12, og der er efterfølgende åbent indtil kl. 17.
Derefter hedder åbningstiderne kl. 10-17 alle ugens dage.
Der er desuden goodiebags til de første 20 kunder, der køber noget i butikken på selve åbningsdagen.
Dertil kommer, at der hele dagen er gratis baristakaffe og kage til alle.