To speciallæger i børne og ungepsykiatri, Rebekka Perlick (tv) og Susanne Iversen, har indgået en aftale med Region Nordjylland.
Livet her

Speciallæger i Støvring skal hjælpe nordjyske børn og unge

27. marts 2023 kl. 14:00

To speciallæger i Støvring bliver nu en del af Region Nordjyllands korps af behandlere, der skal hjælpe børn og unge med psykiske problemer.

Det drejer sig om de to speciallæger Susanne Iversen og Rebekka Perlick, der siden 2020 sammen har ejet og drevet SALUS Børne- og Ungdomspsykiatrisk Klinik med adresse i Business Park Nord på Østre Alle i Støvring. 

De to læger deles om én praksiskapacitet i børne- og ungepsykiatri med virkning 1. maj.

I forvejen er der i Region Nordjylland adgang til to speciallæger i børne- og ungepsykiatri i Nørresundby og Nørager. Politisk er det bestemt, at en tredje kapacitet skulle slås op med fri geografisk placering inden for regionens grænser, og det bliver altså i Støvring.

Med den nye aftale får  børne- og ungdomspsykiatrien et løft. Det er et speciale, som der er stort pres på med et stigende antal børn, unge og familier, som har brug for hjælp til udredning og behandling.

- Der er sket en markant stigning i andelen af nordjyder med dårlig mental trivsel – ikke mindst blandt børn og unge. Desværre har det også medført øget ventetid både til psykolog- og psykiaterbehandling. Det tager vi ganske alvorligt, fordi det kan få dybe konsekvenser, hvis man som patient skal vente længe på at kunne få tid hos en psykolog eller psykiater, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for Udvalget for det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland, i en pressemeddelelse

Region Nordjylland har et mål om at oprette en fjerde speciallæge-kapacitet i børne- og ungdomspsykiatri. Om det lykkes at besætte denne er ikke afklaret på nuværende tidspunkt.

Lægerne i Støvring har ønsket at være fælles om praksis, fordi det giver dem større fleksibilitet og bedre dækning ved kurser, sygdom og ferie samt større tilgængelighed og højere faglighed.

Rebekka Perlick er 46 år, bosat i Skørping og uddannet speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Hun var i seks år specialeansvarlig overlæge på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit på Landssygehuset i Torshavn, Færøerne.

Susanne Iversen er 46 år, bosat i Hobro, og uddannet speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Hun har tidligere været ansat som overlæge og ambulatorieleder i ADHD-ambulatoriet i Psykiatrien i Region Nordjylland.

Annonceret indhold

Nyeste