
To markante skikkelser siger farvel
HADSUND: Da Hadsund Handel for nylig afholdt deres årlige generalforsamling var det med et farvel til to meget markante skikkelser. Formand Jørgen Myrup og aktivitetsansvarlig Jan Vestergaard fortsætter nemlig ikke på deres poster i foreningen, og umiddelbart har ingen meldt sig som afløsere.
- Jeg er nu slet ikke bekymret. Der er så mange driftige og initiativrige mennesker hos Hadsund Handel, som fordeler rollerne og opgaverne imellem sig, indtil der snart kommer et nyt setup på plads. Der er blandt andet snak om ansættelse af en egentlig koordinator i samarbejde med Håndværker- og Borgerforening, ligesom der også er snak om at slå turistforeningen og Hadsund Handel sammen. Så det hele kan faktisk ende med at blive et stort og spændende skridt fremad for Hadsund, fortæller Jørgen Myrup, der da heller ikke stopper fra den ene dag til den anden.

Han følger blandt andet projektet om det nye rekreative område ved havnen med opførelse af en helt særlig labyrint med udsigts- og legetårn til dørs, ligesom han fortsætter i udvalget om erhvervsstrategien og følgegruppen til Campus i Hobro.
Heller ikke Jan Vestergaard slipper tøjlerne med det samme:
- Vi skal naturligvis sikre en god og smidig overgang, og ligesom Jørgen er jeg fuld af fortrøstning over det nye setup, hvor nogle engagerede og dygtige mennesker står klar i kulissen.
- Jeg vil derfor også stå til rådighed med både min erfaring og fortsat lidt hjælp omkring den praktiske håndtering af en række arrangementer, lyder det fra Jan Vestergaard, der har valgt at stoppe som aktivitetsansvarlig for at hellige sig sin rolle som ansvarlig for aktiviteter hos LOF i Nordjylland, ligesom han fortsætter som vicevært hos Butikscenter Hadsund.
- Som LOF-ansvarlig har jeg for nylig fået ansvaret for endnu en kommune i Nordjylland, og jeg er simpelthen nået til et punkt, hvor jeg ikke har flere timer i døgnet at gøre godt med. Samtidig fik jeg for nylig også en helbredsmæssig advarsel, samtidig med at jeg mistede en af mine allerbedste venner i en alt for ung alder. Det har mindet mig om, at jeg skal tage den lidt mere med ro, og passe bedre på mig selv, lyder det fra Jan Vestergaard.

Som nævnt har en række af de øvrige medlemmer hos Hadsund Handel med stor entusiasme allerede grebet opgaverne til de kommende måneders mange forskellige og spændende aktiviteter og arrangementer i byen. Alt imens der som før nævnt også arbejdes på et nyt setup, både med ansættelsen af en ny koordinator, samt en mulig sammenlægning med turistforeningen. Sidstnævnte skal dog godkendes på de respektive foreningers generalforsamlinger.