Me & Eliza kan findes på Jernbanegade 8 i Støvring.
Shopping

Efter stor travlhed: Nu holder tøjbutik igen tirsdagsåbent

15. september 2023 kl. 19:01

STØVRING: Da corona ramte Danmark tilbage i 2020, betød det blandt andet, at mange fysiske butikker lukkede. Samtidig begyndte flere danskere at shoppe tøj og andre ting online.

Derfor valgte Me & Eliza at lukke om tirsdagen i deres fysiske butik, da de i forvejen havde lukket om mandagen.

- På daværende tidspunkt tænkte vi, at vi kunne lukke lidt mere ned i den fysiske butik, fordi salget jo var anderledes på det tidspunkt, siger Jeanette Larsen, som er butiksansvarlig hos Me & Eliza.

Kan bedre følge med

Men nu vender butikken, som sælger brugskunst, smykker og tøj til kvinder, tilbage til normale åbningstider.

- Nu er vi på den anden side af corona og har faktisk gået længe og tænkt på, om vi skulle åbne igen. Vi har indset, at der virkelig er brug for at have åbent om tirsdagen, fordi der er stor efterspørgsel på det.

Samtidig er de godt med på webshoppen med mange webordrer, hvilket tager tid for teamet hos Me & Eliza at plukke, fortæller Jeanette Larsen.

- Lige i øjeblikket får vi også rigtig mange varer hjem, og vi kan mærke, at vi bedre kan følge med nu i forhold til at få tingene ud i butikken, fordi vi har en ekstra dag. Så vi er meget glade for at have åbent om tirsdagen igen.

Kræver tilvænning

Jeanette Larsen oplyser, at man stadig kan komme og afhente sin webshopordrer i butikken om tirsdagen. Forskellen er, at man ikke behøver at ringe i forvejen mere.

Me & Eliza har haft åbent hver tirsdag fra 11.00 til 17.30 hele september.

- Kunderne skal lige vænne sig til, at vi igen har åbnet om tirsdagen. Vi havde jo vænnet dem til, at butikken var lukket, men vores oplevelse er, at de er glade for vores beslutning, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste