Billede beskrivelse

Cykelgear opkøber konkurrent: Konsoliderer position som landets førende

20. december 2024 kl. 09.58

Titlen som landets førende onlinecykelhandel er nu i endnu højere grad konsolideret for Terndrup-virksomheden Cykelgear. 

I en pressemeddelelse skriver man således, at man har opkøbt og overtager konkurrenten Cykelpartner.

De to selskaber bliver dermed forenet i samme koncern, men fortsætter hver især som selvstændige brands. 

- Vi ser store fordele i, at vi nu kan samle to stærke brands i en og samme koncern. Som en enhed kan vi bl.a. udnytte vores øgede volumen, store produktviden og fælles erfaring til fordel for kunderne. Samtidig udvider vi naturligt rækkevidden for de målrettede investeringer i hele den digitale kunderejse, vi har sat i gang, og som i fremtiden vil omfatte både Cykelgear og Cykelpartner, siger Andreas Bang, adm. direktør i Cykelgear.

Og han tilføjer: 

- Endelig er udbygningen af forretningen udtryk for vores strategi om at være en toneangivende spiller i den konsolidering, der er i gang i markedet - både nu og i de kommende år. 

Direktør fortsætter i ny rolle

Den nu tidligere adm. direktør i Cykelpartner, Michael Givskov, fortsætter også i den nye konstellation - nu som medejer og kategorichef i Cykelgears indkøbsteam. 

- Der er et godt match mellem de to virksomheder. Nu bliver den forretning, jeg har været med til at opbygge gennem mange år, en del af noget, der vil vokse sig endnu større. Her kan jeg i min nye rolle fokusere min tid på indkøb, leverandørkontakt og produkterne, som er det, jeg brænder for. Det ser jeg virkelig frem til, siger Michael Givskov og tilføjer:

- Selv om vi nu bliver del af samme koncern, holder vi i forhold til kunderne fast i to af de mest velkendte og populære handelsplatforme for cykeludstyr. Uanset, om du er entusiast eller hverdagscyklist vil Cykelgear og Cykelpartner også fremover være garant for den gode kundeoplevelse i form af et omfattende kvalitetssortiment, nærværende kundeservice og en effektiv forsynings- og leveringskæde. 

Alle medarbejdere fra Cykelpartner følger med over i den nye sammenlagte koncern, oplyser parterne. 

Cykelgear og Cykelpartner har desuden aftalt, at man ikke vil oplyse de nærmere økonomiske detaljer i handlen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste